23948sdkhjf

Møbelproducent tredobler fabriksareal og lancerer nyt ben

Det er ikke meget mere end et år siden, møbelproducenten Top-Line satte spaden i jorden og begyndte byggeriet af en ny fabrik i polske Sweibodzin. Allerede nu har man dog fået brug for at udvide fra 1.000 til 3.000 kvm, og dermed er den familieejede virksomhed godt forberedt på fremtidig vækst.

–  Vi kan se, at der er begyndt at være mangel på arbejdskraft i det område, hvor vores hovedfabrik M-Line ligger, så det har været et spørgsmål om at sikre, at vi også fremover kan følge med efterspørgslen, lyder det fra adm. direktør og medejer Svend Ø. Pedersen.

Indtil videre er 40 medarbejdere beskæftiget på den nye fabrik, hvor der med udvidelsen også er investeret i en ny cutter, så stof og læder ikke længere skal transporteres de omtrent 200 km fra hovedfabrikken.

–  Og så betyder den nye beliggenhed, at vi har mulighed for at udvide endnu mere med tiden, hvilket der ikke længere er mulighed for på den første fabrik, forklarer Svend Ø. Pedersen.

Nyt ben sat på hold

Og en udvidelse kan der meget vel blive brug for før eller siden. I hvert fald har Top-Line som størstedelen af møbelbranchen oplevet, at corona sparkede ekstra gang i salget.

–  Intet er jo så skidt, at det ikke er godt for noget, og vi har da bestemt kunnet mærke en voldsom vækst i ordretilgangen fra snart sagt hele verden, nu hvor kunderne har været mere hjemme og ikke kunnet bruge penge på rejser, lyder det.

Coronaen betød dog også en kæp i hjulet på Top-Lines nye, bæredygtige lillesøster Minding, der blev stiftet som et datterselskab ved udgangen af 2019.

–  Vi nåede afsted på Stockholm-messen i februar og til en norsk messe i marts, men så lukkede det hele jo ned, fortæller Svend Ø. Pedersen, der med Minding har rettet blikket mod et nyt segment.

–  Det er en virksomhed, der retter sig mod kontraktmarkedet og med særligt fokus på hospitality, så det projekt blev helt naturligt sat tilbage af corona, forklarer direktøren, som nu er klar til at give den nye satsning endnu en spand kul.

–  Vi har besluttet at tage på Food Expo-messen i Herning til marts, og så er vi også i gang med at bygge en slags brand store oppe nær Salling, hvor kunderne kan komme og se nærmere på produkterne, forklarer han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.113