Igen sorte tal hos R. Riisfort
2010/11 sluttede med et plus på 3,54 mio. kr. Et tilfredsstillende resultat, lyder det fra ledelsen hos den østjyske leverandør, som forventer et lignende overskud i 2011/12.
Sammenlignet med året før steg resultatet af den primære drift fra 5,7 til 7,1 mio. kr., mens resultatet efter skat faldt fra 5,3 til 3,5 mio. kr. som følge af øgede finansielle omkostninger.
Med resultatet passerede virksomhedens egenkapital de 100 mio. og udgjorde pr. 30. september præcist 101,66 mio. kr. Bemandingen ligger nogenlunde konstant og udgjorde i 2010/11 gennemsnitligt 35 fuldtidsansatte. Det er to flere end året før.
Ledelsen betegner selskabets udvikling som tilfredsstillende og forventer i 2011/12 et tilsvarende årsresultat.
R. Riisfort er grundlagt i 1948 og har domicil i Brabrand ved Aarhus. Virksomheden indtager en central markedsposition inden for områderne laminat, kompaktlaminat, melaminplader, linoleum, MDF-plader, spånplader, krydsfiner og kanter samt andre beslægtede produkter.