23948sdkhjf

Materialeeksperter udvider i Østjylland

Eurofins Product Testing, der blandt andet tester møbler og lim, ekspanderer kraftigt og udbygger nu laboratoriet i Galten.
Eurofins Product Testing er en del af den internationale laboratoriegruppe, Eurofins, der arbejder med afgasningstest – laboratorieundersøgelser, som giver producenter, forhandlere og forbrugere svar på, hvilke kemiske stoffer, der afgives fra fx byggematerialer, møbler, tæpper, maling og lim.

Disse test danner blandt andet baggrund for en række certificeringer, godkendelsesordninger og produktmærker.

Ombygning med fokus på miljøet
Virksomheden, der har hovedsæde i Galten mellem Aarhus og Silkeborg, har netop udbygget testfaciliteterne ganske betydeligt for at kunne leve op til den stigende efterspørgsel på afgasningstest. Det betyder ifølge direktør Per Holst-Hansen, at laboratoriet i dag råder over langt den største test-kapacitet på dette område på verdensplan.

Det har samtidig betydet, at man har flyttet rundt på kantine, kontorer og mødelokaler for at give plads til de stålkamre, som anvendes til testen. Virksomheden har netop afsluttet en større om- og tilbygning i Galten, og i den forbindelse har man naturligvis haft fokus på, hvilke byggematerialer, der er blevet anvendt til det nye byggeri:

- Det har selvfølgelig været vigtigt for os at anvende gode og miljørigtige byggematerialer. Og det har da også været interessant for os at konstatere, at de produkter, som håndværkerne har anvendt, så at sige har været igennem vores klimakamre på laboratoriet – alt lige fra fugematerialer, maling, lim, gulvbelægning, isoleringsmaterialer og tæpper, siger Per Holst-Hansen og fortsætter:

- Vores medarbejdere har også glædet sig over at kunne se resultatet af vores test i praksis i forbindelse med byggeriet. Man kan jo på en måde sige, at vi lige nu smager – og har glæde af – vores egen medicin.

Stigende efterspørgsel – også i Danmark
Som del af laboratoriegruppen Eurofins indgår Eurofins Product Testing i et omfattende internationalt netværk bestående af omkring 150 laboratorier med 10.000 medarbejdere over det meste af verden.

I Galten udnytter man i høj grad de fordele, som det giver, at Eurofins er globalt til stede. Fx kan man gennem netværket modtage ordrer og prøver i Asien eller USA, rapportere på mange forskellige sprog, udnytte kendskab til national lovgivning på tværs af grænser eller trække på meget specifikke fagkompetencer.

Virksomheden i Galten er worldwide leverandør af forskellige produkttest – fx test af legetøj, emballage, byggeprodukter, møbler, tæpper mv. Selskabet oplever i disse år en rivende udvikling og en stærkt stigende efterspørgsel, hvilket igen har medført en øget medarbejderstab i det danske laboratorium.

- Der er et stigende behov for vores ydelser over hele verden – måske med Frankrig, Kina og USA som de største. Men også producenter af byggematerialer i Danmark har fået øjnene op for de afsætningsfordele, som mærkningsordninger og certificeringer kan medvirke til, slutter Per Holst-Hansen.

Eurofins Product Testing i Danmark har 30 års erfaring med test af forbrugerprodukter og materialer - plastik, silikone, gummi, tekstil, træ, metal, kosmetik, lim, maling mv. Laboratoriet, der blev etableret i 1981, har siden starten arbejdet med analyser og test af produkter og materialer samt tilhørende rådgivning.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11