23948sdkhjf

Linak hædret med eksportpris

Dansk-Fransk Handelsunion har givet sin eksportpris til Linak A/S og Linak Frankrig for en bemærkelsesværdig og innovativ indsats på det franske marked.
Administrerende direktør for Linak Frankrig, Verner Bek Revel Hansen, modtog eksportprisen for 2011. Den blev overrakt ved den årlige nytårskur på den franske ambassade i København af den franske ambassadør Veronique Bujon-Barré og generalsekretæren for Dansk-Fransk Handelsunion P.R. Meurs-Gerken.

- Vi er meget imponerede over de resultater, Linak Frankrig har opnået på det franske marked. Med en årsomsætning på 150 mio. kr. skabt af en fransk salgsorganisation på knap 20 medarbejdere, gør Linak sig for alvor bemærket som en dansk eksportvirksomhed. Linak har fundet den rigtige niche og besidder den nødvendige knowhow, som konkurrenterne ikke kan hamle op med, påpegede P.R. Meurs-Gerken.

Produkt med perspektiv
P.R. Meurs-Gerken henviste også til de vanskelige betingelser, der kan være for udenlandske virksomheder, som vil skabe forretning i Frankrig, hvis ikke de sætter sig ind i mekanismerne og forretningskulturen på markedet.

Barrierer, det er lykkedes for Linak at få nedbrudt, så blandt andet over 60 % af franskproducerede hospitals- og plejesenge nu er blevet udstyret med Linak-aktuatorer og styresystemer. Og at halvdelen af de knap 60.000 franske postbude har fået hæve-sænkeborde til postsortering, udstyret med Linaks elektriske søjler og styresystemer.

Blandt de nyeste kunder i Frankrig er landets største producent af lystyachter, som har valgt at bruge Linaks aktuatorer til at hæve og sænke badebroen agter på de store luksuriøse både.

Investerer i dansk produktion
Produktudvikling og produktkvalitet er altafgørende for Linak, og netop derfor er Danmark stadig et nøgleland for koncernen.

- Uanset hvordan vi vender og drejer det, går vi både mod strømmen og konkurrenterne, når vi kæmper for at bevare arbejdspladserne i Danmark. Men det gør vi ud fra den overbevisning, at det er den eneste måde, hvorpå vi kan opretholde den produktkvalitet, som Linak er kendt for i hele verden, påpegede Verner Bek Revel Hansen.

Linak investerer nu 42 mio. kr. i optimering af produktionen i Danmark for at tage konkurrencen op med især det kinesiske marked. Målet er at nedsætte produktionsomkostningerne med 50 % og samtidig fordoble omsætningen inden udgangen af 2015. En forretningsmæssig vision, der handler om at bevare koncernens 900 danske arbejdspladser.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062