2 x 35-års jubilæum hos Aubo

Hos køkkenproducenten Aubo kunne man mandag fejre ikke mindre end to jubilæer af den ganske imponerende slags. De to jubilarer, Grethe og Jens B. Bertelsen, stiftede nemlig virksomheden tilbage i 1985, og er stadig en del af hverdagen i Aulum.
Det skriver Herning Folkeblad.
Jubilæumsfejringen sker i skyggen af corona, og derfor var jazzorkester, fadøl og pølser erstattet af medarbejderbasser til morgenkaffen, fortæller Aubo-direktør Torben Andersen til avisen.
Direktøren understreger desuden, at han sætter stor pris på det fortsatte engagement fra de to stiftere, der stadig er aktive i virksomheden. Grethe Bertelsen, der tager sig af ordreekspedition, er gået ned på en tre-dages arbejdsuge, mens Jens Bertelsen, der fortsat ejer 45 pct. af aktiener i Aubo og som i 2018 rundede de 70, stadig bruger de fleste af ugens dage på arbejdet.
– Han er her stadig mange timer om ugen, men nu er han gået ned på femdages-uge. Han sidder her altid om lørdagen og køber ind – til gengæld har han fri om mandagen, fortæller Torben Andersen.