Ung lysvirksomhed veksler røde tal til sorte
Den danske belysningsvirksomhed, Nuura, som i 2018 blev lanceret af designer Sofie Refer, direktør og iværksætter Nadia Lassen samt branchemændene Peter Østerberg og Dan Takiar Petersen, kan sætte sorte tal på bunden efter virksomhedens andet hele regnskabsår.
Det viser det netop offentliggjorte årsregnskab, hvor bruttofortjenesten mangedobles fra 1,1 mio. kr. i det foregående år til 6,1 mio. kr., mens et underskud før skat på 1,8 mio. kr. er vekslet til et overskud på 2,6 mio.
– Vi er enormt tilfredse med den udvikling, som vi har oplevet, hvor vi på blot to år efter lanceringen af Nuura realiserer et positivt resultat, siger adm. direktør Nadia Lassen i en pressemeddelelse.
Ifølge Nuura selv skyldes væksten en klar international strategi fra ejerkredsen, hvor virksomheden fra lanceringen på Stockholm Furniture Fair i 2018 hurtigt blev en global spiller med salgsaktiviteter i mere end 30 lande. I dag er Nuura blandt andet repræsenteret i hele Europa, Nordamerika, Australien og Japan, som står for ca. 10 pct. af omsætningen.
– Derudover har medarbejderstaben været omstillingsparate og har alle bidraget med en iværksætterånd, som har resulteret i at mange store projekter rundt om i verden, er blevet realiseret, skriver Nuura, der i årets løb har leveret lamper til hoteller i blandt andet London og Zürich samt restauranter i Paris, Oslo og København.
Coronamedvind og opmanding
Under nedlukningen i marts gik Nuura som mange andre straks i gang med at revidere årets budget.
– Det gik dog hurtigt op for os, at vi havde været alt for konservative, og i april opjusterede vi budgettet, og lagde endda 25 procent til omsætningen i forhold til det oprindelige budget. Siden da har det ikke stået stille hos os. Vi har formået at fastholde vores ordrer, og vi har hele tiden haft tro på fremtiden, fortæller Nadia Lassen.
Den øgede efterspørgsel på Nuuras designs gør, at ejerkredsen investerer yderligere i medarbejderstaben, som i løbet af coronakrisen er vokset med 5 nye ansigter og i dag tæller 15 medarbejdere.
Nuura har under coronakrisen ikke gjort brug af regeringens hjælpepakker, og virksomheden forventer, at indeværende regnskabsår også kommer til at stå i vækstens tegn. Her forventes en omsætningsvækst på mere end 50 pct., og ifølge virksomheden ses den øgede vækst i alle forhandlerled, og især på det digitale marked.
mio. kr. | 2019/20 | 2018/19 |
---|---|---|
Bruttofortjeneste | 6,1 | 1,1 |
Resultat før finansielle poster | 3,0 | - 1,3 |
Resultat før skat | 2,6 | - 1,8 |
Årets resultat | 2,4 | - 1,2 |
Balancesum | 7,1 | 6,5 |
Egenkapital | 2,0 | - 2,4 |
Gns. antal ansatte | 6 | 6 |
Regnskabsåret blev afsluttet 30. april 2020. |