23948sdkhjf

Ny møbelmesse på tapetet i København

En ny messe med fokus på møbler og belysning afholdes for første gang til efteråret.
Siden møbelmessen i Bella Center lukkede, har København manglet et reelt bud på en messe for møbel- og belysningsdesign.

Men i september måned i år danner Lokomotivværkstedet i København rammen om en ny satsning på messefronten; ”DNA”.

Bag initiativet står de samme folk, der har gjort CPH Vision/Terminal 2 til en succes inden for modeverdenen, og målet er nu at gøre noget tilsvarende i møbelbranchen.

- Messens fokus er at fange essensen af nordisk kvalitetsdesign og dets kreative dna. Vi vil vise, at nordisk design er moderne, innovativt og fortsat udvikler sig med afsæt i fortidens store klassikere, oplyser arrangørerne fra Exhibitions Professionals.

København er nødt til at have en designmesse
Arrangørerne betegner lanceringen af DNA som et vigtigt skridt i bestræbelserne på at gøre København til et centrum for kvalitetsdesign, og initiativet hilses velkomment blandt flere af branchens virksomheder.

- DNA-messen fokuserer på kvalitet frem for kvantitet, og det adskiller den fra andre begivenheder i samme kategori. Det er en platform for virksomheder, der går forrest og klarer sig godt, siger Michael Anker, der er direktør for den danske del af italienske Luceplan.

Et større antal danske og internationale designbrands er allerede repræsenteret i København gennem permanente showrooms – blandt andet i Pakhus 48 på Nordhavnen. Ifølge Exhibitions Professionals har mange af disse virksomheder tilkendegivet at støtte op om den nye messe, der efter planen skal afholdes hvert år. Montana-direktør Joakim Lassen siger:

- København er simpelthen nødt til at have en designmesse. Lokomotivværkstedet er et unikt sted, og hos Montana ser vi frem til at kombinere vores aktiviteter i Pakhus 48 med DNA. Det er vigtigt, at vi alle søger i samme retning for at tiltrække så stor opmærksomhed som overhovedet muligt mod København og nordisk design.

Om Lokomotivværkstedet
Det område på Otto Busses Vej, som Lokomotivværkstedet er en del af, hedder Centralværkstedet og er opført for mere end 100 år siden.

Lokomotivværkstedet har stået tomt i en årrække, men er i dag moderniseret til at huse events som produktlanceringer, konferencer, udstillinger, messer og receptioner.

Læs mere på www.onfront.dk
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.846