Jysk jagter bedre bomuld
Linnedgiganten Jysk har som en stor del af konkurrenterne sat jagten ind på en mere bæredygtig profil, og nu er turen kommet til bomulden. I en pressemeddelelse oplyser koncernen, at al bomuld, der indkøbes til tekstilproduktionen, være af en mere bæredygtig slags.
– Vi har længe haft fokus på bomuld, fordi der traditionelt bruges meget vand og pesticid i bomuldsproduktionen. Derfor har Jysk blandt andet solgt en række varer produceret i økologisk bomuld. Nu er vi klar til at tage det næste store skridt i forhold til det øvrige sortiment og opstille et konkret mål, som omfatter alle vores tekstilvarer, siger Rune Jungberg Pedersen, Communications & CSR Director i Jysk.
Mere bæredygtig bomuld definerer Jysk som enten økologisk bomuld, genanvendt bomuld eller bomuld fra organisationen Better Cotton Initiative (BCI).
Det nye bæredygtighedsmål gælder de af virksomhedens varer, hvor tekstil udgør minimum 80 pct. af varens vægt, eksempelvis håndklæder og sengesæt.
– Det er et oplagt fokusområde og målet omfatter en betragtelig del af vores sortimentet, siger Rune Jungberg Pedersen.