Formland aflyser forårsmessen
I december besluttede Formalnd i samarbejde med branchen at udsætte Spring-messen fra starten af februar til midten af marts i håbet om, at messen ville kunne afvikles uden for mange restriktioner.
De forhåbninger blev gjort til skamme, da Statsministeren torsdag meddelte, at nedlukningen er forlænget måneden ud, og derfor har Formland nu valgt at aflyse årets forårsmesse.
– Med den seneste udvikling i coronasituationen og det klare budskab om en langsom genstart ser vi ingen tegn på, at messeaktivitet vil være mulig 11. marts, skriver Formland i en pressemeddelelse om messen, der skulle være afviklet fra den 11. til den 14. marts.
– På baggrund af ovenstående har vi med opbakning fra messekomitéen besluttet at aflyse Formland Spring 2021 og fokusere på Formland Autumn 19.-22. august, hvor vi sammen med branchen vil gøre os umage for at skabe en mindeværdig messe, skriver Formland.