Centraleuropæiske vækstmarkeder rummer stort potentiale
Der er flere gode grunde til at rette eksportblikket mod markeder som Polen, Slovakiet, Tjekkiet og Ungarn. Det sætter Eksportrådet fokus på ved tre eksportseminarer i Jylland i marts.
Det sker, når rådgivere fra Eksportrådet i Centraleuropa, en repræsentant fra Nordea og repræsentanter fra danske virksomheder, der har erfaringer med eksport til regionen stiller op til eksportseminarer i Jylland.
Eksportrådet står bag de tre seminarer, der afholdes i henholdsvis Aalborg den 20. marts, i Silkeborg den 21. marts, og i Vejle den 22 marts.
Stigende købekraft øger efterspørgsel
Eksportrådet peger på, at der er et stort potentiale for vækst og afsætning af danske løsninger og produkter i flere lande i Centraleuropa. Generelt stiger forbrugernes købekraft, og de efterspørger i stigende omfang kvalitetsvarer.
Også efterspørgslen efter flere energieffektive løsninger, grøn energi og investeringer i infrastruktur er voksende. Derudover repræsenterer regionen også et stort potentiale for sourcing og etablering af produktion, i kraft af konkurrencedygtige lønninger, veluddannet arbejdskraft og nærhed til andre EU markeder
Gode grunde til at fokusere på de Centraleuropæiske nærmarkeder:
• Landene ser stor stigning i interessen for grøn energi fra investorer og energiselskaber.
• Offentlige myndigheder investerer i miljøbeskyttelse og energieffektiviseringer, delvist finansieret af EU-midler.
• Et stort potentiale for danske produkter til hastigt voksende forbrugermarkeder.
• Store og alsidige muligheder for sourcing og etablering i hele regionen.
• Nærmarkeder med et stort vækstpotentiale for danske små og mellemstore virksomheder.
Tid og sted
Tirsdag den 20. marts 2012: NOVI Science Park, Niels Jernes Vej 10, 9220 Aalborg Ø, kl. 09.00-13.15. Program og tilmelding på http://www.startvaekst.dk/vhnordjylland.... .
Onsdag den 21. marts 2012: Ferskvandcentret, Vejlsøvej 51, 8600 Silkeborg, kl. 09.00-13.15. Program og tilmelding på http://www.erhvervsilkeborg.dk/kalender/... .
Torsdag den 22. marts 2012: Lysholtparken, Lysholt Allé 10, 7100 Vejle, kl. 09.30-14.00. Program og tilmelding på http://www.startvaekst.dk/vhsyddanmark.d... .
De øvrige partnere i forbindelse med disse seminarer er Væksthus Nordjylland, erhvervSilkeborg, Væksthus Midtjylland og Væksthus Syddanmark.