Branchen får nyt maskinkørekort
Træ- og møbelindustrien har fået et elektronisk maskinkørekort. Kørekortet skal være med til at højne sikkerheden, og nu skal det nye kort udbredes i branchen.
- I øjeblikket arbejder vi hårdt på at få udbredt kendskabet til maskinkøre-kortet. Som led i det har vi blandt andet haft et informationsmøde med faglærere, der skal være med til at forankre systemet ude på de tekniske skoler og uddannelsescentre, siger faglig medarbejder Kjeld Sørensen, TIB, på TIBs hjemmeside.
Det nye maskinkørekort skal være med til at højne sikkerhedsniveauet i træ- og møbelindustrien, men er ikke en faglig uddannelse. Kørekortet fungerer som et supplement, der skal tilbydes til alle lærlinge og ansatte i branchen.
Det nye kørekort kan erhverves på hjemmesiden http://www.maskinkorekort.dk , hvor der også er materiale om arbejdsmiljø og maskinbetjening og –sikkerhed i træ- og møbelindustrien.
Kilde: TIB, Forbundet Træ-Industri-Byg i Danmark. http://www.tib.dk