Træhandler om rutchebanetur af et regnskabsår: Fuldstændig surrealistisk
For koldingensiske European Wood Corporation, EWC, begyndte 2020 med tavse telefoner men sluttede med et rekordregnskab.
Det fortæller adm. direktør Anders Ahlmann til Wood Supply.
Med en forretning der primært beskæftiger sig med salg af europæisk træ til Fjernøsten og Kina i særdeleshed, blev den seks år gamle virksomhed tidligt ramt af coronaens konsekvenser.
– Vi fik meget få ordrer ind i februar og marts, men allerede i april oplevede vi et kæmpe rebound, for Kina var også nogle af de første til at komme sig, og resten af regnskabsåret havde vi rigtig, rigtig travlt, fortæller Anders Ahlmann, der lukkede bøgerne ved udgangen af september.
Tyske barkbiller og kinesisk miljølov
Han betegner 2020 som et yderlighedernes år, og resultatet, der før skat voksede til 30 mio. kr. sammenlignet med godt 20 mio. kr. året forinden, kategoriserer direktøren som meget tilfredsstillende.
– Men det har først og fremmest været et fuldstændig surrealistisk år, der bød på noget af en rutchebanetur, lyder skudsmålet.
EWC henter hovedparten af sit træ fra de tyske og franske skove, og særligt i Tyskland har en periode med barkbilleangreb resulteret i et overudbud og lave priser, hvilket ifølge Anders Ahlmann har været en bidragende faktor til årets pæne bundlinje.
Også på salgsmarkedet har ydre omstændigheder en andel i succesen.
– Vi oplever en rigtig stor efterspørgsel i Kina, hvor man har indført nogle meget strikse miljøpolitikker over de senere år, hvilket betyder, at store dele af deres skovressourcer er fredet, forklarer EWC-direktøren.
Først og fremmest tilskriver han dog årets succes EWC’s små tyve ansatte.
– Det er et dedikeret team, der virkelig har givet den gas i år; når man er i en vækstfase, som vi er, kræver det meget af hver enkelt medarbejder, når ressourcer og opgaver skal fordeles mest optimalt, og jeg er enormt tilfreds med det teamwork, vores folk har præsteret, slår han fast.
mio. kr. | 2019/20 | 2018/19 |
---|---|---|
Bruttofortjeneste | 41,4 | 29,2 |
Resultat før finansielle poster | 31,2 | 21,2 |
Resultat før skat | 30,0 | 20,2 |
Årets resultat | 23,4 | 15,7 |
Balancesum | 104,4 | 56,7 |
Egenkapital | 48,9 | 27,6 |
Gns. antal ansatte | 18 | 16 |
Regnskabsåret blev afsluttet 30. september 2020. |