23948sdkhjf

Lamelspecialist blev solgt, gik konkurs og blev solgt igen

I starten af januar kunne trælampelspecialisten Tripplex og belysnings- og loftsleverandøren Lumiere Stretch Ceilings Denmark, LSCD, offentliggøre en aftale om virksomhedsovertagelse.

LSCD havde købt 51 pct. af den Kastrup-baserede lamelleverandør, og nu skulle der for alvor skrues op for eksporten af de akustiske panelløsninger, lød det. Men blot fem uger senere indløb en egenbegæring om konkurs i Tripplex.

– Da vi får nøglerne og adgangen til firmaet, viser det sig desværre, at de værdier, vi havde regnet med, simpelthen ikke var i selskabet, fortæller Michael Grundholm, adm. direktør i LSCD til Wood Supply.

Loftleverandøren valgte derfor at lade handlen gå tilbage.

– Alternativt skulle vi have betalt for noget, der ikke var der, og det drejede sig simpelthen om flere penge, end vi havde råd til, fortæller Michael Grundholm.

Ventede på konkursen

Ifølge LSCD-direktøren lå der dels en skattegæld i Tripplex, som man ikke var blevet oplyst om, ligesom lageret ikke udgjorde den værdi, virksomheden var blevet stillet i udsigt.

– Derfor gik vi også bare og ventede på, at enten ejeren selv, Lønmodtagernes Garantifond, banken eller Skat ville indgive konkursbegæring, fortæller Michael Grundholm.

Den forventede begæring om konkurs indløb til skifteretten 8. februar, og mandag d. 22. februar kunne tidligere Tripplex-ejer Kurt Braarup Vestergaard oplyse til Wood Supply, at den Rockwool-ejede akustikpladeleverandør Rockfon havde købt aktiverne i konkursboet.

Kurt Braarup Vestergaard fortsætter som salgsdirektør i Tripplex under Rockfons ejerskab, og ønsker på den baggrund ikke at udtale sig om forløbet op til konkursen. 

1000 timer og en halv million

På LSCD’s hovedsæde i Vejle sidder man tilbage med en ærgerlig fornemmelse, efter Tripplex’ konkursbo mandag blev solgt til højestbydende, der altså blev Rockfon.

– Vi havde jo håbet, at vi kunne købe virksomheden, men det var nogle store drenge, der kom ind fra højre med et tilbud, vi ikke kunne matche, siger Michael Grundholm, der peger på, at der gik mange måneders arbejde forud for overtagelsen.

– Vi startede med forhandlingerne for ca. halvandet år siden og har siden august ligget i intense forhandlinger. Jeg vil anslå, at vi har brugt omkring 1000 arbejdstimer på det her opkøb, og oven i kommer, at vi igennem januar agerede bank for virksomheden, hvilket har kostet i omegnen af en halv million, så det løber da op, lyder det fra Michael Grundholm, der har svært ved ikke at føle sig taget ved næsen oven på de seneste måneder.

– Man kan selvfølgelig sige, at det var noget, vi burde have opdaget i forbindelse med due dilligence, men hverken virksomhedens bank eller skiftende revisorer har konstateret, at tingene ikke var, som vi var blevet sat i udsigt, lyder det.

Michael Grundholm understreger, at det fejlslagne opkøb betyder, at due dilligence fremover vil få ekstra stor opmærksomhed, hvis nye opkøbsmuligheder skulle vise sig.

– Men det bliver ikke lige med det første. Nu skal vi lige sunde os lidt oven på den her omgang, slår han fast.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078