23948sdkhjf

Ventet underskud udeblev: Kvist mangedobler resultatet

Da sydjyske Kvist Industries efter første kvartal skulle fastlægge reviderede forventninger til regnskabsåret 2020, blev der taget højde for pandemiens potentielle konsekvenser. Således var man indstillet på, at der kunne stå røde tal på bunden, når året var omme, men virkeligheden skulle vise sig at blive en anden.

Resultatet på 6,6 mio. kr. efter skat svarer derimod til en markant forbedring efter et 2019, hvor udskudte og aflyste projekter decimerede bundlinjen hos virksomheden, der de senere år er undergået en forvandling fra underleverandør til udviklingspartner.

– Og under de givne forudsætninger er det bestemt tilfredsstillende, lyder det fra adm. direktør Jens Bach Mortensen.

Han peger på, at omsætningen på knapt 380 mio. kr. blev et nyk lavere end forventet.

– Men vi har til gengæld formået at få vores omkostninger tilpasset, selvfølgelig også fordi rejseomkostningerne som for så mange andre er reduceret voldsomt, lyder det.

Forskelle i geografi og segmenter

Håbet var ellers svært at holde lysegrønt på hovedkontoret i Årre, da Mette Frederiksen den 11. marts trådte ned fra talerstolen efter et pressemøde, der gik over i historien.

– Efter det gik det jævnt nedad, og vi kunne særligt se, at kunder, der var meget orienteret mod hoteller og restaurationer, blev ramt meget hårdt, fortæller Jens Bach Mortensen.

I kraft af Kvists mange forskelligartede kunder kunne han følge med i udviklingen på tværs af såvel segmenter som geografi.

– Geografisk blev Sydeuropa ramt tidligt og hårdt, og det samme skete i USA, mens der var lidt mere gang i den heroppe nord på, fortæller han og understreger, at de kunder, der var bredt funderet med både privatkunder og projektkunder i porteføljen havde mere medvind end de udelukkende projektfokuserede.

– Det er meget forskellige historier fra kunde til kunde, så det er tydeligt, at virksomhederne er meget differentieret ramt afhængigt af deres kundetyper og distributionskanaler – de, der er orienteret meget mod nethandel, fik rigtig hurtigt medvind, forklarer Jens Bach Mortensen.

Arbejdsfordeling og kriseledelse

Kvist Industries reagerede på den nye situation ved at indføre kriseledelse med fem forskellige taskforces, der havde ansvar for henholdsvis medarbejdere, kunder, leverandører, økonomi og eksterne partnere. Og nedgangen i ordrer førte til, at man i en periode indførte arbejdsfordeling og sendte omkring 50 pct. af styrken hjem på skift.

– I slutningen af maj så det lidt værre ud end forventet, men i juni og juli begyndte det at kravle op igen, og da vi ramte august, lå vi nogenlunde på det budgetterede niveau, fortæller Jens Bach Mortensen, der i den efterfølgende tid måtte skrue yderligere op for tempoet.

– I november begyndte det at stige voldsomt, og vi oplever stadig et højt aktivitetsniveau. På fabrikken i Letland er vi i gang med at udvide produktionskapaciteten i øjeblikket med både flere hænder og maskiner, men vi har måttet realisere lidt længere leveringstider end normalt grundet den store efterspørgsel, forklarer direktøren.

Også markedets genkomst har ifølge Jens Bach Mortensen været en differentieret størrelse.

– Europa er på et stabilt, højt niveau, mens vi på USA forventer at se en kraftig stigning over det næste halve års tid, og også projektmarkedet er begyndt at røre på sig igen, fortæller han og understreger, at også indgangen af ordrer er tilbage på normalt niveau.

– Midt i 2020 var vi nede på halvdelen, så det virker, som om der er en bred tro på, at markederne kommer tilbage nu, vurderer han.

Den tro er også at finde i Kvists forventninger til året.

– Vi regner med at fortsætte udviklingen og skal blandt andet have gang i nogle nye tiltag, som vi lagde basis til i efteråret 2019, men så måtte sætte på hold. Og så har vi ansat en ny kommerciel direktør, der skal være med til at få os tilbage på et fornuftigt vækstspor, lyder det om de positive udsigter.

Kvist Industries A/S
mio. kr. 2020 2019
Nettoomsætning 379,6 396,6
Resultat før afskrivninger 19,8 12,6
Resultat før skat 9,1 1,2
Årets resultat 6,6 0,2
Balancesum 166,2 174,6
Egenkapital 51,2 44,6
Gns. antal ansatte 723 751
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2020.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095