23948sdkhjf

Succesfuldt dansk designfremstød i Shanghai

14 danske virksomheder deltog i sidste uge i ”Danish Design Day”, og udbyttet var stort, lyder det fra DI.
Paustians showroom i Shanghai dannede rammen, da 14 danske virksomheder deltog ved Danish Design Day i Shanghai den 3. -5 marts.

Generelt var tilfredsheden med arrangementet stor, og hos DI oplyser man, at alle deltagende virksomheder, i større eller mindre grad, enten har fået skabt eller videreudviklet relationerne til Shanghai – og til det kinesiske marked i det hele taget.

Vigtigt med nære samarbejdspartnere
Formålet med Danish Design Day var først og fremmest at knytte bånd mellem danske virksomheder og deres (kommende) samarbejdspartnere på det kinesiske marked, men også at dele viden og tanker med en kulturelt set helt anden verden.

Det var en bred skare af designvirksomheder med mange forskellige kompetencer, lige fra brille- og smykkedesigns til køkkenudstyr til transportsystemer. Alle repræsenterer de en del af dansk design, der generelt set har fokus på både kvalitet, funktionalitet og design.

Mange af de deltagende virksomheder havde allerede inden fremstødet opbygget stærke relationer til det kinesiske marked, men med Danish Design Day fik de mulighed for at udbygge disse yderligere. Det er vigtigt, for tæt kontakt med samarbejdspartnerne er afgørende for virksomhedernes muligheder på de globale markeder, sagde viceadm. direktør i DI, Thomas Bustrup, blandt andet i sin tale i Shanghai:

- Arbejder man i en designvirksomhed, arbejder man i et kreativt miljø, men er i modsætning til kunstnere underlagt et mere kommercielt miljø, som gør, at man ikke alene kan følge sin kreative impuls, men hele tiden må have omtanke for produktionspris, efterspørgsel, hvordan det adskiller sig fra eksisterende produkter, sikkerhedsrestriktioner i forhold til materialer, og meget mere. Derfor er det vigtigt for disse virksomheder at have en tæt kontakt til deres samarbejdspartnere på verdens markeder, for hele tiden at være opdateret på markedernes behov, lød det fra Thomas Bustrup.

Fortsat stort kommercielt potentiale i Kina
I løbet af de sidste ti år har dansk eksport oplevet en gennemsnitlig årlig vækst i Kina på 13 procent. Også danske investeringer i Kina er steget kraftigt, og flere end 800 danske virksomheder har nu etableret sig på det kinesiske marked.

Der er dog stadig gode muligheder for at udvikle Danmarks kommercielle bånd til Kina yderligere, og design er et af de områder, hvor mulighederne er gode, vurderer DI.

Kilde: Dansk Industri - http://www.di.dk

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062