DLH nåede målet i 2011
DLH's indtjening levede op til forventningerne i et 2011, hvor andet halvår ellers var præget af en markant økonomisk opbremsning og et deraf følgende fald i omsætningen.
Salgs- og resultatudvikling
I 2011 opnåede DLH en omsætning på 2.937 mio. kr. (2010: 3.125 mio. kr.). Første halvår forløb som forventet, mens andet halvår var påvirket af den globale økonomiske afmatning. Den bratte økonomiske opbremsning slog igennem på stort set alle DLH’s markeder og påvirkede omsætningen negativt.
Derudover betød frasalget af koncernens skovkoncessioner i Congo-Brazzaville og Gabon i januar 2011 et planmæssigt stærkt reduceret bidrag til omsætningen fra afsætning af træ i årets løb. DLH’s succesfulde udbygning af pladeforretningen i Frankrig, Polen, USA samt Asien og det stadig stærkere salgskoncept over for byggemarkeder modvirkede delvist effekten af den økonomiske afmatning i 2011.
Koncernen realiserede en bruttoavance på 451 mio. kr. i 2011 mod 493 mio. kr. sidste år, og bruttomarginen blev 15,3 % mod 15,8 % sidste år. Kapacitetsomkostningerne faldt til 368 mio. kr. i 2011 fra 423 mio. kr. sidste år som følge af de tiltag, der blev annonceret ved udgangen af 2010 og gennemført i løbet af 2011.
Trods den negative verdensøkonomiske udvikling opnåede DLH en forbedret indtjening i 2011. EBIT blev 62 mio. kr. i 2011 (2010: 49 mio. kr.), svarende til en EBIT-margin på 2,1 % (2010: 1,6 %). Udviklingen skyldes primært betydelige omkostningsreduktioner.
Årets resultat efter skat udgjorde 11 mio. kr. for koncernens fortsættende aktiviteter (2010: -21 mio. kr.), og med et tab på 9 mio. kr. for de ikke-fortsættende aktiviteter blev årets resultat for koncernen 2 mio. kr.
Ophørende aktiviteter, der i 2011 omfatter afviklingen af række aktiviteter i bl.a. Storbritannien, Tyskland, Finland og Norge samt omkostninger vedrørende aktiver knyttet til tidligere produktionsaktiviteter, gav et tab på 9 mio. kr. mod sidste års gevinst på 24 mio. kr.
Ved årets udgang var DLH’s egenkapital 776 mio. kr. (2010: 528 mio. kr.).
Væsentlige begivenheder efter årsregnskabets afslutning
Der blev den 8. marts 2012 truffet beslutning om at omlægge den amerikanske forretning, hvilket indebærer, at den lagerbaserede salgsenhed i USA bliver sat til salg.
Der er i første kvartal 2012 indgået salgsaftaler om to ejendomme i henholdsvis Polen og Sverige med et samlet provenu på 18 mio. kr.
Koncernen har i 1. kvartal fået justeret sin bankaftale.
Herudover er der ikke efter årsafslutningen
indtruffet hændelser af betydning for koncernregnskabet samt selskabsregnskabet for 2011.
Forventninger 2012
Den økonomiske afmatning, der fandt sted i andet halvår 2011, er fortsat ind i 2012 og har
lagt en dæmper på efterspørgslen, hvilket skaber en ubalance mellem udbud og efterspørgsel.
På trods heraf forventer DLH for regnskabsåret 2012 en omsætning og en EBIT-margin på niveau med 2011.