23948sdkhjf

Klumme: Tanker om grønne indkøb

Krav om grønne indkøb rummer en lang række fordele, så hvorfor er miljøhensyn ikke en given ting i de offentlige danske indkøb?, spørger Loa Dalgaard Worm fra FSC Danmark.
Klumme af Loa Dalgaard Worm, FSC Danmark

Krav om grønne indkøb fremmer ikke alene vilkårene for mindre miljøbelastende produkter i hele varekæden. Det kan endda under de rigtige forudsætninger spare de offentlige kasser penge og samtidig fungere som en kickstart for et større grønt indkøb i det private.

Det ser ud til, at flere af vores nabolande har fået øjnene op for dette. Så hvorfor er miljøhensyn ikke en given ting i de offentlige danske indkøb?

Heldigvis er der en ny europæisk lovgivning på vej, som i hvert fald sikrer, at vi ikke længere køber ulovligt ind, når det gælder træ og papir. Men bæredygtighedsansvaret er stadig haltende.

Kommunernes mangler viden om certificeret træ
I 2010 udgjorde de offentlige indkøb i Danmark 269 mia. kroner. Det er et stort beløb og dermed et stort ansvar, som samfundet har placeret på skuldrene af de offentlige indkøbere. Væbnet med velmenende men ineffektive vejledninger og indkøbsaftaler med snævert økonomisk fokus er det deres ansvar, at danskernes skattekroner bliver forvaltet bedst muligt. Det kan virke vanvittigt, at jeg i mit daglige arbejde forsøger at redde verdens skove og klima, mens der gennem min skat købes lystigt ind af uansvarligt fældet træ og papir.

Den offentlige indkøbsvejledning på træ og papir anbefaler, at indkøbere vælger f.eks. FSC, men vejledningen er netop blot en vejledning, og gentagne undersøgelser (f.eks. ”Undersøgelse af status for kommunale indkøb af certificeret træ” juni 2010) har vist, at kendskabet til den blandt indkøberne er i bund og brugen af den endnu lavere. De manglende krav er selvfølgelig brandærgerlige for vores arbejde for klodens skovområder. Men det undergraver også motivationen hos de grønne virksomheder, som har satset på en ansvarlig produktion. Jeg kan godt forstå dem. Hvorfor opretholde en grøn profil for det offentliges skyld, når de offentlige alligevel hver gang vælger benhårdt ud fra økonomi og økonomi alene?

Jeg siger ikke, at det offentlige skal bruge milliarder på at købe grønt ind, mens vi sidder i den hårdeste økonomiske krise i mange år. Men det er da tankevækkende, at økonomi ikke spænder ben for en grøn indkøbspolitik i vores nabolande – faktisk tværtimod – og at vi her halter langt bagefter.

Concito: Grønt kan betale sig for samfundsøkonomien!
En rapport fra den liberale tænketank Concito ”Grønne indkøb i den offentlige sektor – potentialer og barrierer” konkluderer, at der hverken er juridiske, prismæssige eller saglige begrundelser for ikke at stille ambitiøse krav til en grøn offentlig indkøbspolitik. Faktisk sparer man i nogle lande penge på at stille store krav, når man ser på klima og miljø i de helt store samfundsøkonomiske udregninger. Så hvorfor gør vi det så ikke, kunne man spørge?

I Storbritannien er knap 80 % af de offentlige indkøb inden for byggesektoren grønne. I Danmark er tallet kun ca. 10 %. Og ikke nok med det. Mens vi i Danmark halter bagefter på vores grønne indkøb, så er vi også for dårlige til at forhindre ulovligt fældet træ i vores import. Men så får vi vel vores indkøb billigere? Nej, siger rapporten fra Concito. Så hvor er fornuften i vores prioriteringer?

WWF: Danmark forhindrer ikke ulovligt tømmer
En ny undersøgelse fra WWF Verdensnaturfonden bekræfter, at der ikke er nok fokus på bæredygtighed i det danske offentlige indkøb. Undersøgelsen evaluerer de 27 EU-landes indsats for at stoppe import og salg af ulovligt tømmer på ni forskellige parametre. Danmark får ikke imponerende syv ud af maksimalt 18 point og placerer sig derved på en delt ottende plads sammen med Letland og Luxembourg.

Ifølge WWF bærer den offentlige indkøbsvejledning på træ og papir en del af skylden, fordi den ikke er bindende. En anden grund er den manglende lovgivning på området.

EU-lov: Ulovligt træ bliver ulovligt i 2013
Heldigvis er der da lidt lys forude. Den voksende erkendelse af skovenens betydning for vores klima har sat ulovlig skovhugst på EU's dagsorden. Parlamentet har i den forbindelse udformet en ny lovgivning mod import af ulovligt træ, European Timber Regulation, som kræver, at alle, som bringer træ i handel på det europæiske marked første gang, skal kunne dokumentere, at deres træprodukter har en lovlig oprindelse. I dag er det nemlig lovligt at sælge ulovligt fældet træ i det europæiske fællesskab, men fra marts 2013 bliver det ulovligt – logisk nok fristes man til at sige.

Lovgivningen er et stort skridt på vejen for klodens skovområder, selvom jeg selv gerne så EU gå foran med bæredygtighedskrav på området eller i det mindste åbne deres krav til EU-udbud så tilpas meget, at det var op til den enkelte regering, om de ville stille skrappe krav eller ej.

Fremtiden er lysegrøn
Heldigvis oplever jeg også en stor lydhørhed og engagement fra de danske offentlige indkøbere og beslutningsansvarlige. Der er faktisk en stor vilje til at øge graden af bæredygtighed i de offentlige indkøbsområder, og det er tydeligt, at det offentlige prioriterer bæredygtighed højere på dagsordenen end tidligere.

Derfor har Miljøstyrelsen også sagt ”ja tak” til at deltage i en længe ventet debatdag, hvor netop kravene til indkøb på træ skal vendes, og hvor konstruktiv debat forhåbentlig kan inspirere arbejdet med de kommende indkøbsvejledninger på træ- og papirvarer. FSC Danmark inviterer alle med til temadagen:

Tømmerlovgivning: Nu er der kun et år – er du klar?
FSC Danmark afholder temadag den 12. april 2012. Her har alle deltagere mulighed for at komme med inputs til, hvorvidt den offentlige indkøbsvejledning for træ og papir fungerer, og om det private Danmark fokuserer nok på grønne indkøb. Debatten ledes af Georg Metz og er gratis for alle.

FSCs Temadag afsluttes med et gå-hjem-møde om den nye EU-lovgivning på træ og papir, EU Timber Regulation, der træder i kraft d. 3. marts 2013 i alle EU's medlemsstater. Vi har inviteret en ekspert fra certificeringsfirmaet NEPCon, som vil give en introduktion til lovgivningen samt besvare jeres spørgsmål. Så er du i tvivl om, hvorvidt den nye lovgivning rammer dig, så mød op og deltag i mødet.

Ses vi d. 12. april? Læs mere på www.fsc.dk/temadag

Find WWF Verdensnaturfondens undersøgelse på www.wwf.dk
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094