Turbo på Tvilum-Scanbirk
Tvilum-Scanbirk er klar til vækst. Ledelsen er forstærket og parat med en ny, aggressiv vækststrategi.
- Vi har fået sammensat et utroligt stærkt hold, så ledelsen nu er gearet til den fremtidige vækst i koncernen. Målet er en omsætning på 4-5 mia. kr. i løbet af de næste fem år mod knap 3 mia. kr. i 2005. Det tror jeg, at vi når, hvis vi gør tingene rigtigt, siger den adm. direktør Ole Lund Andersen til Dagbladet Børsen.
For at nå sin målsætningen er koncernen, der holder til i Faarvang mellem Viborg og Århus, fokuseret på en effektiv produktion og en stærk produktudvikling. Med udgangspunkt i netop de to grundpiller forventer Tvilum-Scanbirk at kunne bevare og forstærke sin position på markedet.
Tvilum-Scanbirk er verdens førende udbyder af saml-selv møbler og køkkener. Koncernen udvikler, producerer og sælger et stort sortiment af plademøbler baseret på spån- eller MDF-plader, der er beklædt med folie, melamin eller finer.