23948sdkhjf

Kasketter efter mål

Et pilotprojekt på tømreruddannelsens grundforløb på Aalborg Tekniske Skole vækker opmærksomhed. Det faglige udvalg spørger: ”Hvordan får vi de øvrige tekniske skoler med på den idé?” Undervisningsministeriet har inviteret idémagerne til at fortælle om projektet.
Tømreruddannelsens grundforløb rummer 200 faglige ”målepinde”, som hver elev skal stifte kendskab til for at komme videre til praktik og hovedforløb.

110 elever deltager i pilotprojektet ”Kasketter efter mål”, det er halvdelen af de vordende tømrere på Aalborg Tekniske Skoles grundforløb, og pilotprojektet følges med positiv opmærksomhed af Dansk Byggeri, det faglige udvalg, de lokale uddannelsesudvalg, Undervisningsministeriet og erhvervsskolelærernes forening, DEL.

Projektet anses for at være banebrydende: Eleverne vælger nu selv de praktiske opgaver, der giver dem mulighed for at krydse de 200 målepinde, og undervejs skal de forholde sig til målene ud fra 18 forskellige ”kasketter”, f.eks arkitektens eller beregnerens.

Pilotprojektet er udtænkt af de to faglærere Steen Beyer og Jan Ebdrup og blev afprøvet i maj og juni siddste år af det ene af de lærerteams, som har haft ansvar for tømrernes grundforløb. Efter jul blev projektet indført for blandt andet murere og malere på grundforløbet, og efter sommerferien 2006 også på hovedforløbene.

Dynamik uden lige
Uddannelseschef Lars Skibdahl, Bygge og anlæg, er ikke i tvivl om, at der er skabt et ”guldæg”:

- Muligheden for selv at vælge opgaver med de indbyggede målepinde har givet en dynamik uden lige. Der er elever, som kun modstræbende forlader værkstedet, og nogle arbejdere videre hjemme i weekenden. Elevernes holdning er: ”Det er mit projekt, og det skal være færdigt til tiden".

Erfaringerne er, at kasketterne giver en virkelighedsnær oversættelse af de mange målepinde, og at projektet gør eleverne mere bevidste om kvalitet, ansvar og selvstændighed.

Efter at have stiftet et første bekendtskab med fagets grundlæggende færdigheder kan eleven vælge ét omfattende projekt, som samler ”kasketter” eller et mindre projekt.

Elever kan gå sammen om et projekt, hvor de så bliver målt på både individuelle færdigheder og samarbejdsevne. Faglærerne sørger for, at hvert projekt har det fornødne niveau, og at alle de 18 kasketter bliver brugt i løbet af grundforløbet.

Teoretiske kursusfag
Det er ikke alle 200 målepinde, der bliver nået gennem det selvstændige projektarbejde. En del ligger i de teoretiske kursusfag, der bliver gennemført løbende hen over grundforløbet.

Fag som matematik, IT og ”Stil form og farve” rummer både kasketter og kurser.

- På den ene side opmuntrer projektet til selvstændighed. På den anden side styrer vi benhårdt, for målene skal nås og have den fornødne kvalitet. Vi kan dokumentere, at de når målene, og alle kasketterne giver relevans i den individuelle elevplan. Med kombinationen af selvvalgte, praktiske opgaver og kursusfag er der flere kompetencer i spil samtidig. Både for de ”stærke” og de ”svage” elever. Det giver mulighed for en naturlig niveaudeling og for at gennemføre grundforløbet i den hastighed, som passer til den enkelte elev. De lokale uddannelsesudvalg har godkendt, at vi styrer efter mål og ikke efter tid, fortæller Lars Skibsdahl.

De elever, der ikke er inspireret til et projekt, kan finde en opgave i den digitale opgavebank. I tømreruddannelsens er der på landsplan blevet indlagt et afsluttende projekt i grundforløbet som en opsummering af elevernes kompetencer.

I Aalborg-modellen bliver kompetencerne vurderet og opsummeret løbende og giver ny dynamik i hele forløbet. Både for eleverne og for lærerne, der endegyldigt har udskiftet ”katederet” med en plads på gulvet som skiftevis instruktører og undervisere.

Kilde: Aalborg Tekniske Skole.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.113