23948sdkhjf

Iværksættere får særbehandling i Vejle

Nyt samarbejde mellem rådgivere, uddannelsesinstitutioner og erhvervslivet i Vejle skal skabe bedre muligheder for nye iværksættere.
Tidligere har forskellige rådgivere konkurreret om iværksætternes gunst, men i stedet for konkurrence, er der nu etableret samarbejde mellem 7 parter, som skal sikre iværksætterne en god bredspektret og fleksibel vejledning og uddannelse i forbindelse med opstart og drift af egen virksomhed.

Samarbejdet hedder ”Åbne Faciliteter” og fokuserer meget på udvikling af prototyper og forretningsplaner, så de nye virksomheder kommer godt fra start.

Den typiske iværksætter er stærk, enten inden for det tekniske område og de produktideer, der er grundlaget for virksomhedens opstart, eller inden for det merkantile.

Sjældent er iværksætterne gode til begge dele. Nu er der åbnet op for multidimensionel vejledning på alle områder, også på salg, markedsføring, finansiering, jura, IT og meget mere.

- Det nye samarbejde henvender sig til virksomheder under tre år, og alt tyder på, at behovet er der. Vi har netop haft det første møde, og her mødte 18 nye virksomhedsejere op. Da vores succeskriterium er at få 67 virksom-heder gennem systemet på et år, tegner det rigtigt godt, siger Ruben Krog fra Vejle Handelsskole, der er én af de syv samarbejdspartnere i projektet.

En af de største udfordringer for mange nystartede virksomheder er manglen på tid. Det er svært at afsætte tid til vækst, men her skal råd og vejledning være med til at få virksomhederne videre og gemte skuffeprojekter frem i lyset. F.eks. kan Åbne Faciliteter hjælpe med at få fremstillet en proto-type ved at koble en aktuel virksomhed med Teknisk Skole, som så står for den praktiske realisering.

Det særlige ved Åbne Faciliteter er blandt andet, at skolerne er med i iværksætter-samarbejdet, og årsagen ligger ligefor.

- Om eftermiddagen er skolernes lokaler tomme og maskinerne ledige. Med Åbne Faciliteter kan iværksætterne få adgang til faciliteterne under vejledning og rådgivning fra de forskellige faglærere, forklarer Ruben Krog.

Åbne Faciliteter løber i to år og er støttet af EU’s Socialfond med 800.000 kr. og Vejle Kommune, der har ydet 600.000 kr. til etableringen af projektet.

De 7 samarbejdende partnere er Vejle Handelsskole, Syddansk Erhvervs-akademi, Vejle Tekniske Skole, Syddanske Forskerpark/IT-Innovation, Vejle Erhvervsudvikling, IT-Forum Trekantområdet og Iværkcenter.

Kilde: Vejle Handelsskole. http://www.vejlehs.dk

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11