23948sdkhjf

Prototype-værksted åbner i København

Arbejdsfællesskabet Republikken slår i næste uge dørene op for en fagcafé med maskiner til ’rapid prototyping’. Målgruppen er talentspirer, virksomheder og iværksættere med hang til design.
Træspånerne flyver omkring, når en træplade gennembores af CNC-fræseren og forvandler din idé til en prototype. Arbejdsfællesskabet Republikken åbner den 23. marts 2012 dørene til et nyt koncept under parolen ’platform for kreatører’. Det skal være nemmere for kreatører og virksomheder at gøre drømme til virkelighed.

- Ideen med at fx arkitekter, designere, kunsthåndværkere og idémagere bruger prototype-maskiner til at udforme prototyper i et åbent værksted, er ikke ny, men først nu for alvor på vej til Danmark. Og intet sted i landet kan du både få adgang til et nyt prototype-værksted og blive en del af det helt unikke arbejdsfællesskab, som Republikken også er, siger tidligere videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen, der er medlem af Republikkens bestyrelse.

Kort proces fra idé til produkt
Processen er enkel: Du går på gaden og får af en lys idé, herfra søger du til Republikkens fagcafé, hvor du har adgang til Republikkens model-og træværksted. Med få klik med musen beordrer du f.eks. CNC-fræseren eller laserskæreren til at omdanne din tegning til en fysisk model. Det er både nemt og billigt, og du styrer processen selv.

- Hvis ikke jeg havde mulighed for at bruge laserskæreren, og de andre maskiner, der står i Republikken, ville jeg ikke lave så mange prototyper og dermed få testet så mange af mine idéer, fortæller industriel designer Rikard Zetterlund.

En hjælp til små og mellemstore virksomheder
Republikkens nye platform består af et model- og træværksted, en fagcafé, et arbejdsfællesskab og konferencefaciliteter. Her er det nemt for kreatører og virksomheder at få adgang til et professionelt netværk samt at teste og realisere idéer, uden at det koster en bondegård.

- Republikken ønsker at støtte små og mellemstore virksomheder, der ikke har ressourcer til at investere i dyrt prototype-udstyr og derfor ikke får testet deres idéer og i sidste ende heller ikke får lanceret nye produkter. Det vil vi lave om på, siger Louise Rønne, direktør for Republikken.

Du kan bruge Republikkens fagcafé til at brygge på en ny idé eller drikke en kop kaffe med andre kreatører. Skal du bruge en arbejdsstation til at før- eller efterbehandle din model, kan du booke en plads for en halv eller en hel dag.

Gør-det-selv
Republikken ligger i en baggård på Vesterbrogade 24-26 i København V. Model- og træværkstedet udstyres med bl.a. laserskærere, vinylskærer og plotter. Derudover er der adgang til en CNC-fræser. Rundt om værkstedet er der arbejdsstationer, hvor projekterne samles og diskuteres.

Republikkens koncept er inspireret af ´DIY´og ´maker-bevægelsen´. Strømninger der gør op med masseproduktion af varer. I stedet bliver det muligt for den enkelte at skabe et nyt eller justere et design, produkt eller koncept.

I Republikkens prototype-værksted foregår processen på bedste DIY manér. I fagcaféen finder du et bredt udvalg af alt lige fra krydsfinér til plexiglas, men du kan også medbringe dit eget. I materiale-bibliotektet kan du få inspiration til nye materialer på markedet.

Yderligere info på www.republikken.net
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063