23948sdkhjf

Har du en god idé? Afprøv den på JOIN.dk

Værsgo Danmark! Verdens første statsstøttede online co-creation-platform åbnes nu og alle, der har gode idéer til livsstilsprodukter.
For flere år siden så bolig- og beklædningsbranchen potentialet ved de sociale medier og igangsatte JOIN (Joint Online Innovation Network). Målet var at skabe en platform, hvor brugere og professionelle i fællesskab tester gode idéer til nye produkter.

Ofte aner man som forbruger ikke, hvor man går hen med sin gode idé og professionelle designere kan have svært ved at få et nyt design sat i produktion. For især i krisetider satser producenterne helst på det sikre, da det koster mange penge at produktmodne en ny idé.

Men nu kan gode idéer drøftes i cyberspace, hvor designere og producenter viser skitser og prototyper frem for aftagerne af produktet. Farver, form, funktion – det hele bliver vendt og drejet, og når et passende antal brugere vender tommelfingeren opad, kan producenten med ro i maven sætte produktionen i gang.

Danskernes glæde ved sociale medier bruges kommercielt
Projektleder Joan Knudsen fra Innovationsnetværket Livsstil - Bolig & Beklædning forklarer:

- Med JOIN får de små og mellemstore virksomheder en solid platform på internettet, så de kan udnytte mulighederne ved at være virksomhed i netop Danmark optimalt. For danskerne er helt fremme, når det gælder interesse for og erfaring med brug af sociale medier og det er oplagt at benytte disse fælles kompetencer til produktudvikling.

Førende advokat indenfor IP-rettigheder, Johan Løje fra Sandel, Løje & Partnere har udarbejdet alle juridiske dokumenter på JOIN, så designeres ophavsrettigheder sikres bedst muligt.

Designerens ’hul’ igennem til forbrugeren
Under udviklingen af platformen har JOINs udviklere været i tæt dialog med designere, producenter og forbrugere. En af dem er designer MDD Mads Miltersen, som ser mange muligheder i projektet.

- Jeg vil helt afgjort bruge det selv. Som designer er det ikke altid så nemt at få kontakt med producenten. Her får jeg et direkte hul igennem til forbrugerne, hvor jeg kan afprøve mit design. Det giver interesse fra producenten og også mig et grundlag for at overveje, om jeg selv vil igangsætte produktionen, siger Mads Miltersen, der samtidig ser JOIN som katalysator for en helt ny type produkter:

- Måske kommer der nogle nye produkter på markedet, som er mere brugerdrevne. Hvis forbrugerne inddrages i produktudvikling, kan de tilkendegive, at noget er godt, så producenterne tør føre det ud i livet. Kunder ved ofte ikke, hvad de vil have, før de ser det, så hvis virksomhederne ikke viser noget nyt, er der ikke nogen, der beder om det. Sælgere forholder sig ofte til det, de tidligere har solgt og baserer dermed deres forslag på fortiden. Med JOIN kan forbrugere, designere og producenter sammen skabe helt nye idéer, mener han.

Stor fordel for producenten
Trappeproducenten Dolle A/S er blandt de virksomheder, der har deltaget i JOIN siden projektets begyndelse i 2009.

- Vi syntes straks, at det var en spændende tankegang at få brugeren sat i spil, for det er en hæmsko for os som producenter, at vi sidder utrolig langt fra dem, som bruger vores produkter. Vi kan det der med at rulle produkter ud til forbrugerne, men kommunikationen kommer ikke den anden vej, siger udviklingschef hos Dolle, Thorkil Baattrup-Andersen.

Han ser JOIN som en adgangsbillet til nye muligheder:

- JOIN har klart inspireret os til, hvordan man griber open innovation og cocreation an og sætter fokus på slutbrugeren. Det er jo en stor fordel for producenter med en frit tilgængelig idébørs, hvor brugere kan ytre ønsker. Som virksomhed kan vi gribe det, arbejde med det – og gå tilbage og spørge brugerne: "Var det dét, I tænkte?"

Fakta
JOIN (Joint Online Innovation Network) er verdens første statsstøttede online cocreation platform. Som en nonprofit model åbnes den nu til fri afbenyttelse for danske forbrugere, designere og producenter.

JOIN giver små og mellemstore danske virksomheder mulighed for at skabe nye produkter. JOIN er udviklet med støtte fra Erhvervsstyrelsens program for brugerdreven Innovation.

Partnerne på projektet er:

• Development Centre UMT, sekretariat for Innovationsnetværket Livsstil - Bolig & Beklædning
• Alexandra Instituttet
• Crossroad Innovation
• CUUSOO
• Øvrige samarbejdspartnere:
• Danish Designers
• CBS
• Microsoft
• LEGO

Se mere på www.join.dk
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062