23948sdkhjf

Gør-det-selv-brøler i den store målestok

Rationel Vinduer skønner, at 20-25% af alle ”gør-det-selv-opmålte” vinduer er brølere i en eller anden forstand.
Det kan være svært at få fat på en håndværker i det nuværende byggeboom, og det får nu flere og flere gør-det-selv-folk til at kaste sig over endnu en opgave, nemlig opmålingen til husets nye vinduer og den efterfølgende bestilling hos den lokale tømmerhandel. Og det slipper de ikke altid lige heldigt af sted med.

Rationel Vinduer kan nemlig oplyse, at lige præcis denne opgave ofte går galt for gør-det-selv-folket.

Firmaet skønner, at mellem 20 og 25 procent af alle bestilte vinduer fra denne gruppe er ”brølere” i en eller anden forstand. Oftest er vinduerne ganske enkelt fejlopmålte, men der kan også være tale om andre typer af fejl.

Og da det er gør-det-selv-manden, der i disse tilfælde har ansvaret for opmålingen og bestillingen, er det også ham, der hænger på regningen.

Ifølge Rationel Vinduer er den hyppigste fejl, at man ved opmålingen til vinduet måler hullet i muren og glemmer at trække fra til fugen.

Resultatet er, at det producerede vindue bliver cirka 25 mm for langt på hvert led. En anden meget typisk fejl er, at der måles korrekt op til ét vindue - og herefter tages det så for givet, at husets øvrige tilsvarende vinduer skal have de samme mål. Men det er slet ikke sikkert, at det forholder sig sådan, og derfor er man nødt til at tage mål til hvert enkelt vindue.

Det betyder i øvrigt ikke noget rent økonomisk, idet alle vinduer fra Rationel Vinduer i forvejen produceres efter kundens individuelle mål.

Men der er mange andre typer af fejl. Ofte glemmer man eksempelvis at tage højde for et lavt tagudhæng og bestiller så et vindue, der ikke kan åbnes udad på grund af taget.

Der tages ikke højde for, om vinduet eller døren skal åbne indad eller udad og være hængslet i højre eller venstre side. Og ofte bliver der ikke taget de nødvendige hensyn til eksempelvis behovet for ventilation og til de lovpligtige krav til brandsikring og flugtveje.

Rationel Vinduer opfordrer derfor alle gør-det-selv-folk til at være ekstra omhyggelige og tænke alle detaljer grundigt igennem, inden de bestiller vinduerne hos tømmerhandlen.

Kilde: Rationel Vinduer A/S. http://www.rationel.dk

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079