23948sdkhjf

Dansk agentur sikrer fransk køkkenkæmpe norsk fodfæste

Med hjælp fra det danske retail-agentur Schmidt Nordic har Europas største køkkenkæde, Schmidt Groupe, fået solidt fodfæste i Norge, hvor kæden fortsat vokser.

Franske Schmidt Groupe har produktion i Frankrig og Tyskland og er med 800 butikker Europas største retailer i branchen. Succesen har særligt vist sig i Norden, hvor kædens tre butikker i Danmark, ene butik i Island og ti norske butikker, præsterede en årsomsætning i 2020, der var dobbelt så stor per kvadratmeter i forhold til andre Schmidt-lande.

En succes, der ifølge køkkenkæden kan tilskrives de nordiske franchisetagere og det danske retail-agentur Schmidt Nordic, som har udviklet og vedligeholder Schmidt Groupes butikskoncept for alle eksisterende og kommende Schmidt-butikker i Skandinavien. Det Koldingbaserede agentur forbereder således finansieringen, opstarten og uddannelsen af ansatte forud for åbningen af en ny butik, bistår med driften samt løbende tilpasser og opdaterer sortimentet, præsentationen af varerne og marketingaktiviteterne målrettet de nordiske forbrugere.

– Det er helt afgørende for Schmidt Groupe, at der er en kontinuerlig udvikling på deres eksterne markeder med nye og lønsomme butikker. At overføre et helt butikskoncept og tilpasse det til det Skandinaviske marked har ikke været en nem opgave, og det har krævet al vores markedsviden og lokalkendskab til køkken- og designbranchen at skræddersy et succesfuldt nordisk koncept og få det til at vokse, siger Jacob Skjødt, der er direktør i Schmidt Nordic.

Nemt at finde nye franchisetagere

De norske Schmidt-butikker har siden åbningen af den første butik i 2015 præsteret et omsætningsindeks på 184 og ligger allerede stabilt på indeks 160 i årets første kvartal i 2021 i en like-for-like sammenligning med 2020 omsætningen. Til sammen havde Schmidt Groupes butikker en retail-omsætning på cirka 13 milliarder kroner i Europa i 2020.

– De gode resultater giver en stor tryghed i vores tilgang til konceptet og en tro på, at vi nok skal nå vores første delmål på 15 norske butikker senest i 2023, siger Jacob Skjødt.

Jacob Skjødt fortæller endvidere, at hvor de tidligere først ledte efter den rette franchisetager, når de indledende forberedelser var gennemført, er situationen nu omvendt, og op til de seneste to butiksåbninger i Norge har interesserede franchisetagere selv henvendt sig. Ifølge Jacob Skjødt skyldes det, at de norske forretningsdrivende har fået øjnene op for de fordele, der er i den franchisepakke, som Schmidt Nordic har udviklet og implementeret.

– Den helt store styrke for de nye franchisetagere er, at alt er skræddersyet ned til mindste detalje af os forud for butiksåbningen. Dertil overvejer vi kun at åbne nye butikker, hvis vi vurderer, at vi har fundet den rette lokation med den rette butiksmanager, og at alle beregninger på budgetter på drift og omsætning peger mod en lønsom forretning for både den nye butiksindehaver og for Schmidt Groupe, siger Jacob Skjødt.

Seneste tiltag for Schmidt Nordic er åbningen af den tiende og ellevte butik i henholdsvis Ski og Molde i maj og september samt butik nummer 12 i Hamar 1. februar 2022. Derefter følger yderligere to planlagte nyåbninger i Norge i løbet af 2022.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078