Dansk design indtager Milano-messen – GamFratesi
Wood Supply ser nærmere på bidragene i dette års ”Mindcraft”-udstilling, der åbner i Milano den 17. april. Læs her om duoen GamFratesi.
I perioden 17.-22. april præsenterer Danish Crafts og curator Cecilie Manz udstillingen ”Mindcraft12”, der i år giver 16 eksempler på den store talentmasse, der findes på den danske designscene.
Blandt deltagerne på udstillingen er danske Stine Gam og italienske Enrico Fratesi – tilsammen GamFratesi – der står bag stolen ”Beetle Chair”.
Inspirationen til Beetle Chair er fundet i billens anatomi og æstetik. GamFratesi genfortolker billens hårde og karakteristiske skjold og struktur i en stol, der, ligesom naturens bille, har et hårdt ydre og et blødt indre.
Insektets dynamiske bevægelighed i rummet spejles her i en firbenet stol på hjul. Stolen er stabelbar og fleksibel. Den er velegnet til uformelle møder, fordi den muliggør bevægelighed omkring bordet og fleksibilitet og spontanitet på kontoret.
Det bedste fra to verdener
Stolen er fremstillet på Statens Værksteder for Kunst og afspejler GamFratesis målsætning om at formidle historier og associationer gennem design. Ved at bruge naturen som inspirationskilde til både det æstetiske udtryk og den håndværksmæssige udførelse har GamFratesis skabt en stol, hvor både funktionalitet og siddekomfort er i top.
GamFratesi finder deres kreative drivkraft i en fusion mellem tradition og fornyelse samt i en eksperimenterende tilgang til de materialer og teknikker, de arbejder med. Stine Gam og Enrico Fratesi trækker på den klassiske, danske møbel- og håndværkertradition og på den klassiske italienske, intellektuelle og konceptuelle tilgang til faget.
Ved at forstå og på værkstedsnært hold arbejde aktivt med traditionen kan man bygge videre på den. Ud af denne tværkulturelle tilgang skaber de møbler, der på respektfuld vis mimer traditionen og samtidig har netop deres særegne og ofte minimalistisk fortalte historier, symbolik og associationer indlejret.
Det er med andre ord essentielt for GamFratesi, at deres møbler umiddelbart illustrerer den proces og de teknikker, som de er opstået ud af, og at de afspejler en konsekvent udforskning af det kontrastfulde grænseområde mellem harmoni og disharmoni.
Om designerne
Stine Gam, f. 1975, dansk arkitekt og Enrico Fratesi, f. 1978, italiensk arkitekt og designer.
GamFratesis design har blandt andet været udstillet på Designmuseum Danmark, Trapholt og Dansk Design Center. Derudover vandt GamFratesi 'Planken Ud Prisen' i 2009 og blev støttet af Statens Kunstfond i 2010 samt af Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond, 2009. Designerduoen var med i Mindcraft første gang i 2011.
Læs også:
Dansk design er blevet et tilløbsstykke i Milano