23948sdkhjf

Møbeldirektørs ”efteruddannelse” er endt på bogform

Da Steffen Max Høgh for tre år siden gik i gang med at lave en podcast om bæredygtig forretningsdrift, handlede det egentlig mest om selv at blive klogere.

– Jeg så det som en form for efteruddannelse, fortæller Steffen Max Høgh, der i det daglige har titel af CSR-direktør hos Holmris B8.

Sidan han i 2014 grundlagde 3R Kontor, der siden blev købt af Bjerringbro-virksomheden, har den bæredygtige dagsorden været en rettesnor i hans arbejde, men for Steffen Max Høgh har det hele vejen igennem været afgørende, at der også kunne tjenes penge på projektet.

Steffen Max Høgh

Steffen Max Høgh er CSR-direktør hos kontormøbelleverandøren Holmris B8 i Bjerringbro. 

I 2014 grundlagde han 3R Kontor, der beskæftigede sig med køb og salg af brugte kontormøbler. Virksomheden, der havde 40 pct. socialt udsatte ansat, havde sorte tal på bunden alle tre år, inden Holmris B8 købte den. 

Ved siden af arbejdet som CSR-direktør holder Steffen Max Høgh blandt andet foredrag og hjælper andre virksomheder med at omstille til en bæredygtig forretningsmodel. 

– Jeg er ikke interesseret i filantropi, og gennem podcasten Bæredygtig Business opsøgte jeg mennesker, der kunne gøre mig klogere på, hvordan bæredygtighed og profit kan gå hånd i hånd, forklarer han.

Gennem fem sæsoner er han således dykket ned i forskellige måder at drive bæredygtig forretning på, og nu har han i fællesskab med Simon Elsborg Nygaard, Ph.d. i bæredygtighedspsykologi, skrevet en bog, der blandt andet bygger på de interviews, han har foretaget i forbindelse med podcasten.

– På den måde er det et sammensurium af de praktiske erfaringer, jeg selv har gjort igennem de seneste ti år, både i Holmris og ved siden af, og så de tanker, der over de sidste tre år er modnet gennem arbejdet med podcasten, fortæller Steffen Max Høgh om bogen Bæredygtig Business – For bundlinjen og en bedre verden.

Anvendelighed et nøgleord

Forfatteren medgiver, at der efterhånden findes en god portion litteratur om lige netop bæredygtighed.

– Men hvor de fleste svæver rundt i nogle lidt højere luftlag, har det været tanken, at vi ville lave en bog der fremfor alt var praktisk anvendelig, forklarer han og fortsætter:

– Læserne skal opnå en forståelse af, hvad bæredygtighed og forretningsdrift har med hinanden at gøre, og så får de en lang række praktisk anvendelige råd til at integrere det bæredygtige element, så det understøtter forretningen.

Og selvom bogen trækker på eksempler fra vidt forskellige brancher og virksomheder, er der ifølge Steffen Max Høgh også masser af gode råd til lige præcis møbelfolket.

– Det møbelbranchen er på vej igennem, er en bevægelse fra at tænke bæredygtighed som produktfokuseret til at tænke det helhedsfokuseret. Man er nødt til at kigge på hele virksomheden og det vil i fremtiden ikke være nok, at man kan tilbyde et enkelt eller to certificerede produkter, for bevægelsen er allerede i gang på købersiden, hvor vi eksempelvis ser kommuner, der nu begynder at tænke eksempelvis genbrug ind i deres udbud, forklarer han.  

Rosende ord og beskedne ambitioner

Med bogen håber Steffen Max Høgh altså at kunne sætte yderligere fart på omstillingen i landets virksomheder, og Bæredygtig Business – For bundlinjen og en bedre verden har fået rosende ord med på vejen af både professor emeritus Steen Hildebrandt og Ørsted-direktør Mads Nipper.

Sidstnævnte kalder sågar bogen både nyttig og vigtig, og Nipper understreger den praksisnære tilgang, der ifølge Ørsted-direktøren adskiller sig fra de skåltaler og den uhåndgribelige idealisme, der stadig fylder meget, når snakken falder på bæredygtighed.

– Det er jeg selvfølgelig rigtig glad for, for det er lige præcis det der har været ærindet, lyder det fra Steffen Max Høgh, ifølge hvem bogen har fået en varm velkomst.

– Man siger, at erhvervsbøger i reglen sælger omkring 500 eksemplarer, og vi havde solgt 850 i forsalg, fortæller forfatteren, der imidlertid understreger, at succesen ifølge ham ikke skal måles i antal solgte eksemplarer.

– Faktisk er jeg lidt ligeglad med, hvor mange vi sælger. Det allervigtigste er, at folk vil kunne bruge det i praksis, slår han fast.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093