23948sdkhjf

Designa rykker sammen på Fyn

Køkkenkæden Designa samler nu alle fynske aktiviteter i 600 nyopførte kvadratmeter på Stærmosegårdsvej 52 i Odense. Det betyder samtidig, at butikkerne i henholdsvis Ringe og Bogense lukkes ned, oplyser Designa i en pressemeddelelse.

Odense-forretningen ejes af Per Juhl og Torben Lyng, som også driver Designa i Vejle og Esbjerg – sidstnævnte sammen med yderligere en partner. De flytter nu den eksisterende Odense-butik fra lokalerne på Middelfartvej og ind i det nyopførte køkkencenter, og ifølge Torben Lyng er det et afgørende skridt i retning af en endnu stærkere tilstedeværelse i området.

– Det fælles ejerskab af Designa Odense, Esbjerg og Vejle gør, at vi står stærkt i markedet. Vi kan servicere vores professionelle kunder med et hold af erfarne erhvervskonsulenter og unikke faciliteter, siger Torben Lyng og fortsætter:

– Med de tre køkkencentre bevarer vi den lokale forankring, mens vi samtidig kan udnytte den fælles volumen og samlede størrelse til glæde for alle kunder. Både på tværs af vores tre køkkencentre og dygtige personale, og i kraft af at være en del af en stærk, partnerdrevet køkkenkæde.

Fuld fart på

Også hos Designa har man mærket, hvordan pandemien har øget investeringer i hjemmet, ligesom der er igangsat omfattende renoveringer af den eksisterende boligmasse.

– Vi har set en meget kraftig vækst i salget i køkkencenteret i Odense – både til privatkunder og til erhverv. Væksten er fortsat i 2021, og alene i Odense er omsætningen mere end tredoblet inden for det seneste år. I samme periode har vi øget antallet af medarbejdere i Odense fra tre til 12, og er samlet nu oppe på 25 medarbejdere på tværs af vores tre butikker. I takt med væksten, invester vi således markant i både butikker og personale, fortæller Torben Lyng.

For Designa-kæden betyder etableringen af det nye køkkencenter i Odense, at man nu er fuldt etableret med egentlige flagskibsbutikker og erhvervscentre i de største byer i Danmark.

– Med åbningen af den nye butik i Odense har vi nu en vigtig tilstedeværelse i de fem største byer i Danmark med køkkencentre, der både kan servicere det voksende professionelle marked og privatkunder, siger adm. direktør hos Designa-kæden, Erik Høj og fortsætter:

– En væsentlig del af denne strategi har været at tilpasse forhandlernettet og samle aktiviteterne på strategisk vigtige placeringer. Jeg er derfor rigtig glad for, at dygtige og dedikerede partnere som Per og Torben aktivt indgår i udviklingen af kæden og indfrielsen af vores ambitiøse mål, siger direktøren.

Den nye butik i Odense åbner officielt til august 2021.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062