Krisen ovre hos sønderjysk producent af gymnastikredskaber
Haderslev-virksomheden PE-redskaber kom ud af 2010/2011 med det bedste resultat siden 2006.
I hvert fald kom PE-redskaber ud af 2010/2011 med et overskud før skat på 1,2 mio. kr., hvilket var 0,8 mio. kr. bedre end året før og på niveau med 2006. Samtidig steg bruttofortjenesten med 0,2 mio. kr. til 11,5 mio. kr.
- Finanskrisen har da været rigtig træls. Den har også gjort ondt. Til gengæld har vi da lært rigtig meget af den. Man lærer jo ikke meget af hele tiden at have medvind, siger administrerende direktør Preben Ebsen til Børsen om udviklingen.
For øjeblikket har den sønderjyske virksomhed blandt andet travlt med at producere gymnastikredskaber til DGI’s verdenshold. Det er syvende gang, at PE-redskaber lander den ordre, som er så unik, at flere af redskaberne kun vil blive produceret denne ene gang.