23948sdkhjf

Møbelbranchen vinder sag om kopimøbler

Byretten i Hillerød har fastslået, at Voga Furniture ikke må markedsføre kopier af danske designklassikere i Danmark.
Producenten af kopimøbler, Voga Furniture, må ikke længere markedsføre sine produkter i Danmark.

Det har byretten i Hillerød netop afgjort, og virksomheden, der har base i Storbritannien, skal desuden betale 47.850 kr. i sagsomkostninger. Det oplyser flere medier torsdag.

Sagsøgerne er et bredt udsnit af de virksomheder, der i årtier har stået for produktionen af møbelklassikere, og dommen kan således betragtes som en sejr for hele den danske møbelbranche.

- Det er en vigtig dom for os. Kopiproducenterne snylter på vores produkter, varemærker og designere. Vi vil ikke acceptere designtyveri ved højlys dag af moderne klassikere, siger Jacob Holm, adm. direktør i Fritz Hansen, ifølge epn.dk.

Dommen er den første af sin slags herhjemme, og ifølge Jacob Holm betyder det, at møbelbranchen fremover kan forfølge andre virksomheder som Voga mere aggressivt end hidtil.

Ifølge epn.dk omfattede feltet af sagsøgere blandt andet Louis Poulsen Lighting, Carl Hansen & Søn, Fredericia Furniture, Erik Jørgensen Møbelfabrik, Fritz Hansen og Verpan.

Voga har via sin danske advokat meddelt, at firmaet vil efterkomme dommen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078