Jysk skyder 70 millioner i butiksrenovering
Omkring halvdelen af Jysks 110 butikker danske butikker har allerede fået en overhaling, og ifølge kæden har det været en stor succes. Derfor sætter Jysk nu turbo på fornyelsen af det resterende butiksnetværk.
I det netop påbegyndte finansår, som løber fra 1. september, har Jysk derfor sat 70 mio. kr. af til at ombygge 36 butikker i Danmark, hvor koncernen normalt fornyer 22-24 butikker om året. Dermed kommer i alt 90 af de 110 butikker i Danmark til at have det nyeste butikskoncept inden udgangen af august næste år.
– Det er en stor investering, og det kommer til at kræve meget af alle i JYSK Danmark, men vi har kunnet se en tydelig omsætningsfremgang i de butikker, som vi allerede har ombygget. Det bliver rigtig fedt for både kunder og medarbejdere med det nye koncept, siger Country Manager i Jysk Danmark, Bo. V. Andersen.
Nyt gulv og XL-format
Det nyeste butikskoncept byder blandt andet på gulv i lyst trælook fremfor tæppegulv og generelt en mere moderne butik, der tilbyder endnu mere inspiration til boligindretningen. Det nyeste butikskoncept sigter også mod at gøre det nemmere for kunderne at navigere rundt i gangene og orientere sig om det store udvalg af senge, møbler og ting til boligindretningen.
Som en del af ombygningerne bliver lidt flere butikker også udvidet til XL-formatet, hvilket betyder, at butikkerne vokser med en del kvadratmeter i forhold til den normale Jysk-butik, der er ca. 1.600 m2 med 1.200 m2 salgsareal. Det er netop sket i Ishøj, og det samme bliver tilfældet i blandt andet Fredericia, Næstved og på Nørrebro.
– I XL-butikkerne har vi mulighed for at vise endnu flere møbler frem til kunderne. Det nye butikskoncept er et klart skridt fremad, og vi glæder os til at vise det frem for kunderne i endnu flere af vores butikker, siger Store Concept Manager Daniel Stæhr