23948sdkhjf

Carl Hansen & Søn samarbejder med japansk toparkitekt

I bestræbelserne på at nå et bredere internationalt publikum har møbelfabrikken indledt samarbejde med japanske Tadao Ando. Det foreløbige resultat blev præsenteret i Milano.
Dansk håndværk møder japansk design i form af Carl Hansen & Søns nye samarbejde med den anerkendte arkitekt Tadao Ando.

Under møbelmessen i Milano blev samarbejdet offentliggjort under stor opmærksomhed, samtidig med at prototypen på Tadao Andos stoldesign blev præsenteret – skabt som en hyldest til Hans J. Wegner.

- Vi er meget glade for at have indgået dette designsamarbejde med Tadao Ando, som er et oplagt valg for os, idet hans minimalistiske, innovative og funktionelle stil matcher den skandinaviske designfilosofi perfekt. Derfor har vi også store forhåbninger til samarbejdet, der skal medvirke til, at Carl Hansen & Søn udbygger sin internationale designplatform. Det er desuden en stor ære og særdeles inspirerende for os at samarbejde med en arkitekt af hans kaliber, fortæller Knud Erik Hansen, direktør hos Carl Hansen & Søn.

Stor respekt for Hans J. Wegner
Tadao Ando stræber efter det rene, organiske design og er kendt for at forene japanske designtraditioner med en nutidig, vestlig udtryksform. Hans arkitektur er ren og enkel i linje og form kombineret med et stramt, geometrisk udtryk.

Den japanske, autodidakte arkitekt har opnået international anerkendelse på grund af sin stærkt personlige designfilosofi, som i sine minimalistiske og strenge løsninger fusionerer japansk arkitektur med den vestlige modernisme.

Tadao Ando har udtrykt stor respekt for Hans J. Wegner, hvis design udgør en væsentlig del af Carl Hansen & Søns produktportefølje. Han har eksempelvis brugt den kendte Y-stol i mange af sine projekter.

Resultatet af samarbejdet mellem Tadao Ando og Carl Hansen & Søn forventes på markedet i 2013. Det foreløbige arbejde – prototypen på et stoledesign – blev præsenteret på dette års møbelmesse i Milano. Tadao Ando er gået til opgaven med stor respekt og beskriver designet af stolen som en hyldest til Hans J. Wegner.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109