Bæredygtigt OL i London
Den olympiske park i London har fået en FSC projektcertificering. Det betyder, at mere end 2/3 af alt træ, der anvendes i konstruktioner, er FSC-certificeret.
Et godt eksempel på dette er udviklingen af den olympiske cykelbane. Den ikoniske bane har en slående ydre beklædning, der består af 5.000 m² Western Red Cedar træ. Selve banen er belagt med 56 km tømmer, der stammer fra bæredygtigt sibirisk fyr.
ODA’s Principal Sustainability Manager Holly Knight fortæller om valget af FSC:
- Vi begyndte at arbejde med FSC tidligt i designprocessen for at sikre, at vi havde de rigtige systemer på plads for at kunne levere indkvartering og sportsområder i den olympiske park, som virkelig er bæredygtige. På sådan et kompliceret sted var det nødvendigt med en masse dedikerede folk for i sidste ende at sikre certificeringen for 100 procent lovligt og bæredygtigt træ. FSC’s bidrag udgør en stor del af denne præstation.
Over 12.500 m³ FSC-tømmer
Det drejer sig specifikt om 19 forskellige steder rundt omkring i den olympiske park, hvor mere end to tredjedele af alt træ brugt i konstruktionerne er FSC-certificeret.
Mere end 12.500 m³ tømmer er blevet brugt. Det spænder vidt fra europæisk bygningstømmer til tropisk hårdttræ: Rød Louro-beklædning i svømmeområdet, sibirisk fyr på cykelbanen, enorme laminerede bjælker på Eton Manor, cumaru-bænke i de anlagte områder og utallige meter træ til afskærmning, konstruktioner og paneler.
Formålet med det olympiske byggeri i London har været at sætte det mindst mulige miljømæssige fodaftryk og støtte bæredygtig skovforvaltning i hele verden. Håbet er, at omfanget af projektet vil smitte af og blive normen for fremtidige olympiske lokaliteter. Allerede nu er det offentliggjort, at der i forbindelse med vinter-OL i Rusland i 2014 ligeledes anvendes FSC-certificerede materialer.
Certificeringsfirmaet Soil Association Woodmark har været ansvarlig for projektcertificeringen af den olympiske park i London. Woodmark hører under Soil Association, der har certificeret mere end 7,4 millioner hektar skov under FSC-standarderne. Den danske certificeringsvirksomhed Orbicon er dansk partner af Soil Association Woodmark.
Kilde: FSC Danmark