Vestjysk møbelfabrik tæt på konkurs
SD Møbler i Vinderup har sendt sine ansatte hjem.
Virksomheden, der hovedsageligt fremstiller kontormøbler, har ellers oplevet stigende ordreindgang i Danmark, men svigtende eksportsalg har sat likviditeten så meget under pres, at det ikke længere er muligt at drive produktion i Vinderup.
Allan Daasbjerg, der er søn af direktøren og tidligere salgschef, fortæller til Lemvig Folkeblad, at det ganske enkelt er blevet for dyrt at producere, og at der derfor heller ikke umiddelbart er planer om at rekonstruere virksomheden.
- På grund af det høje udgiftsniveau i Danmark har vi i de sidste år ikke kunnet konkurrere mod vores europæiske konkurrenter og har stille og roligt mistet mere og mere terræn, forklarer Allan Daasbjerg.