Med FSC i Tanzania: Det sorte guld
Mette Vestergaard vandt i efteråret FSC Design Award. Hun er nu i Tanzania for at realisere sit vinderprojekt på et lokalt værksted. Følg hendes oplevelser her på Wood Supply.
Med opslagstavlen "HapsHaps" løb Mette Vestergaard sidste år med sejren i FSC Design Award foran 76 andre bæredygtige design.
Hun er nu taget på sin vinderrejse til Tanzania, hvor hun med egne øjne får at se, om en FSC-skov virkelig kan gøre en forskel for natur og mennesker. Samtidig har hun taget udfordringen op med at forsøge at forene danske designtraditioner med tanzanisk håndværk og formgivning.
I samarbejde med FSC Danmark vil vi her på Wood Supply i den kommende tid følge Mette og resten af FSC-delegationen fra sidelinjen. Det sker via en blog, som vi gengiver her på portalen.
Dag 5: Det sorte guld
Kører man på de rå veje ud af Dar Es Salaam, som vi gør det denne morgen, kan man ikke komme uden om de store mængder af vejbutikker, som tilbyder udskårne figurer i det hårde, sorte træ Mpingo.
Det er den træsort, som de også har solgt fra FSC-skove i de områder, som vi har besøgt de foregående dage. Træsorten er den mest eftertragtede i Tanzania, og efterspørgslen på den er en af grundende til, at skovene forsvinder med voldsom hast i landet.
Varmen er ikke til at tage fejl af, og det er også tydeligt, at vi som de eneste turister lyser op i hele området. Foran os ligger den ene primitive butik efter den anden, og her kan man købe alt det Mpingo-træ, som man kunne ønske sig.
Bag facaden
Vi forhører os lidt og finder en gut, som kan lidt engelsk. Han lover at vise os bagsiden af alle de fine figurer på hylderne. Vi følger efter ham igennem butikkerne og om på bagsiden. Her er der mørkt, mudret og fyldt med mennesker i færd med at snitte store og små figurer i det sorte træ.
Det ser flot ud men også utroligt kontrastfyldt med de flotte figurer i det mudrede miljø. Det går op for os, hvor stor den her industri er – det er altså ikke mærkeligt, at der forsvinder skove i Tanzania, med de her mængder af varer. Men samtidig er det også tydeligt, hvor vigtig Mpingoen er for utroligt mange menneskers overlevelse. Alene her hvor vi står nu, arbejder der flere hundrede af de dygtige træskærere – også kaldet Makonde.
Med den hastighed, som træet forsvinder, bliver man både bekymret på skovenes og på arbejdernes vegne. Hvis man udrydder alle Mpingo-træer i landet, hvad skal man så leve af?
Mpingo forsvinder
Maj fra WWF uddyber situationen omkring Mpingo:
- Der fældes omkring 20-30.000 Mpingo-træer om året I Tanzania til carvings, trækul og musikinstrumenter. Vi kender ikke det præcise beskæftigelsesantal for Tanzania, men i Kenya er 60-80.000 mennesker i arbejde som træskærere og afhængige af Mpingo til deres arbejder. Kenya har brugt det meste af deres Mpingo i dag, og som jeg ser det, bliver turismen i Tanzania bare større. Derfor tyder alt på, at vi også vil se, at Mpingo forsvinder fra Tanzania som træsort. De nyeste beregninger siger, at de vil være ryddet inden for de næste 20-30 år, hvis der ikke sker en ændring.
Volumemæssigt er Mpingo Afrikas dyreste træsort. Den kan koste 17.000 dollars per kubikmeter, og de største og flotteste figurer kan koste op til 1000 dollars på markedet. Derfor er det ret forståeligt, at man har lyst til at udnytte den, men vi kan håbe, at man finder inspiration i de FSC-Mpingo projekter, som vi har set på vores rejse. Her fælder man i takt med naturen og sikrer dermed, at der også er Mpingo-træer i Tanzania om 100 år.
Lokale markeder
På vej mod Tanga stopper vi ind ved et lokalt tømmermarked. Her handles alverdens træsorter til lokale og internationale købere. Sporbarhed findes ikke her, træet kan komme fra hvor som helst, og der er langt til tanker om bæredygtig skovdrift i disse egne.
