Bygma udvider i det østjyske
Om et års tid skal en ny stor håndværkerbutik med mødelokaler, kantine og kontor stå færdig på Toldbodgade i Randers. Ombygningen løber op i et tocifret millionbeløb.
Direktøren for Bygma Randers, John Nielsen, fortæller til Randers Amtsavis, at man er i fuld gang med opførelsen af en ny 1.000 kvadratmeter stor bygning. Den skal stå færdig 1. oktober, hvorefter den nuværende administrationsbygning og håndværkerbutik bliver væltet ned. Herudover får den eksisterende lagerhal en grundig overhaling, bl.a. med et nyt udstillingslokale.
- Planen er, at håndværkerne skal have en nøgle til vores udstillingslokale, så de kan tage hen og vise produkterne frem til deres kunder. Om et års tid skal vi gerne være helt færdige. Det hele kommer nok til at koste os et tocifret millionbeløb, men vi ved ikke endnu, hvad vi præcist lander på, siger John Nielsen og fortsætter:
- Det er dejligt at være i en koncern, som gerne vil investere i fremtiden. Vi kunne måske godt have lavet det billigere. Men vi vil gerne vise, at Bygma er, og vil blive, i Randers. Fremadrettet vise, at vi er her og gerne vil være toneangivende i byen, fastslår afdelingsdirektøren.
Bygma Randers har 24 ansatte, fordelt på bl.a. salg, lager og administration.