Velux-projekt nomineret til international pris
Med ”Model Home 2020” er vinduesproducenten kommet med blandt de 25 udvalgte projekter, der skal dyste om priserne ved dette års EU Sustainable Energy Week.
De nominerede består af projekter søsat af hhv. fælleseuropæiske partnerskaber samt projekter fra 14 EU-medlemslande. De er fordelt på fem kategorier: Kommunikation, Forbrug, Uddannelse, Rejser samt Bolig, hvoraf Model Home 2020 er nomineret i sidstnævnte.
- Vi har arbejdet på Model Home 2020-eksperimentet i de seneste fire år med det formål at undersøge, hvorledes energieffektivitet kan forenes med et godt indeklima baseret på dagslys og frisk luft. De seneste målinger viser, at vi med nutidens produkter kan bygge huse, der lever op til energikravene i 2020, siger Lone Feifer, projektchef i Velux Gruppen.
Bæredygtige energiresultater
Vinderprojekterne repræsenterer en række eksempler på en fremragende indsats inden for bæredygtig energi. De skal være til inspiration for andre energiaktører i og uden for Europa.
Model Home-projekterne tager afsæt i Aktivhus-principperne, som handler om, at bygningerne skal give mere, end de tager, i samspillet mellem energi, indeklima og miljø. Nomineringen kan bidrage til at få sat fokus på Aktivhus-principperne som udgangspunkt for fremtidens byggeri.
De fem vindere bliver offentliggjort ved en prisoverrækkelse SEE Awards Ceremony med deltagelse af EU's energikommmissær Günther H. Oettinger. Overrækkelsen, der finder sted i Bruxelles den 19. juni 2012, er højdepunktet under EU Sustainable Energy Week. Her deltager hvert år flere hundrede organisationer i et ugelangt arrangement om bæredygtig energi i EU, og det er den vigtigste begivenhed inden for energieffektivitet og vedvarende energi i Europa. I samme uge afholdes desuden Active House Symposium.