23948sdkhjf

Speciel opgave og krav: Modulbygger bygger inde i beredskabets hal

Modulproducenten Concept Living er lige nu i gang med en usædvanlig opgave. Den midtjyske modulproducent skal levere otte præfabrikerede, permanente byggemoduler til et af landets beredskaber, som skal monteres inde i en eksisterende hal og således kobles på hallens indvendige del af facaden.

Under hele processen skal hallens værksted for udrykningskøretøjer holdes i drift, og derfor stiller projektet store krav til ikke blot byggeteknik, men også logistik og koordinering.

Det skriver modulproducenten fra Engesvang i en pressemeddelelse.

– Selvom vi er vant til at imødekomme individuelle arkitektoniske behov, så må vi sige, at det her er en noget anderledes opgave. Det sker ikke særlig ofte, at vi opfører moduler inde i andre bygninger, da modulbyggeri som regel bliver benyttet på åbne arealer, når der skal opføres eksempelvis skoler, kontorer og beboelse, eller som tilbygning til eksisterende bygninger, fortæller afdelings- og projektleder hos Concept Living, Glenn Nielsen, i pressemeddelelsen og uddyber: 

– For os er det derfor en yderst spændende opgave, som nødvendiggør, at vi tilpasser vores processer og metoder ikke alene på den byggetekniske front, men også med hensyn til logistikken i forbindelse med levering og montering af modulerne.

Skøjter rundt

Modulerne er produceret på virksomhedens faciliteter i Engesvang, hvorefter de er blevet transporteret til hallen. Herefter kunne modulerne ikke blive sat på plads med en kran som vanligt, og derfor har modulproducenten måttet tænke i andre og nye løsninger.

– Hele processen med at levere og montere modulerne er anderledes for os. Da modulerne ankom til lokationen, flyttede vi dem fra lastbilen ned på skøjter beregnet til at køre tung transport, så vi stille og roligt kunne rulle modulerne ind i hallen. Herefter har en kran inde i halbygningen placeret dem på deres tiltænkte placeringer, forklarer Glenn Nielsen.

Foruden at montere modulerne i hallen skal Concept Living ligeledes koble dem på hallens allerede eksisterende facade, hvor dele af de nuværende facader rives ned og erstattes af fem store glasfacader i fire meters højde:

Må ikke stå i vejen for beredskabet

Ordren adskiller sig også fra tidligere projekter ved, at modulerne leveres og monteres, mens værkstedet for udrykningskøretøjer samtidig er i drift: 

– I forbindelse med leveringen af modulerne har beredskabet været nødt til at fortsætte det daglige arbejde, som blandt andet involverer et værksted i hallen, der skal være fuldt funktionsdygtigt hele tiden. Det betyder helt konkret, at modulerne ikke må stå i vejen for, at beredskabets køretøjer kan komme til og fra værkstedet i bygningen, forklarer Glenn Nielsen. 

Produktionen af modulerne til projektet blev igangsat i uge 34, og i uge 43 begyndte monteringen af modulerne i bygningen, som fortsat er i fuld gang. Hele projektet afleveres i uge 47.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078