23948sdkhjf

Stort milliontab til Tvilum

Omsætningen er styrtdykket siden midten af sidste årti, og det kostede i 2011 et underskud på 137 mio. kr. før skat. En turn-around skal nu bringe Tvilum tilbage på ret kurs.
I 2004 omsatte møbelkoncernen Tvilum for cirka 3 mia. kr. I 2010 var niveauet faldet til 1,7 mia. kr., og i 2011 tog omsætningen yderligere et dyk til 1,6 mia. kr.

Samtidig er 2010-overskuddet på 26 mio. kr. før skat forvandlet til et stort underskud på -137 mio. kr. – det første underskud siden Tvilum i 2000 blev opkøbt af amerikanske Masco Corporation.

- Omsætningen er begyndt at stige igen i sidste halvdel af 2011, og ordreindgangen er god. Men det er en misforståelse, hvis nogen tror, at nu er alt godt. Vi har ganske vist fået vand under kølen, men vi sejler fortsat mod strømmen. Der er ingen mirakelkur. Det kræver hårdt arbejde og et langt, sejt træk at vende udviklingen, siger adm. direktør Peter Arndrup Poulsen i et interview med dagbladet Børsen.

Flere faktorer spiller ind
Udover den fortsatte nedgang i omsætningen er underskuddet et resultat af store prisstigninger på spånplader samt omkostninger i forbindelse med afskedigelser og fabrikslukning. Ifølge Børsen har prisstigninger på spånlader alene kostet 100 mio. kr. på bundlinjen.

- Vi har søsat en turnaround. Dels med en markant salgsoffensiv for at vinde de tabte markedsandele tilbage og dels med en gennemgribende oprydning i virksomheden. Og når man rydder op, så støver det. Det er i dét lys, det historisk store underskud skal ses, siger Peter Arndrup Poulsen til avisen.

Overskud i 2015
Sideløbende med de vigende omsætningstal har Tvilum investeret store summer i automatisering, og det har givet resultat. Ifølge Børsen er det lykkedes at øge produktiviteten med 7 procent i 2011 – efter tre år med fald.

Dette, sammenholdt med begyndende medvind i Tyskland og Frankrig, giver tro på bedre tider. I første omgang forventer Peter Arndrup Poulsen fortsat røde tal i 2012, men i 2015 er målet overskud og en omsætning på 2 mia. kr.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125