Med FSC i Tanzania: Læring og udfordringer
Mette Vestergaard vandt i efteråret FSC Design Award. Hun er nu i Tanzania for at realisere sit vinderprojekt på et lokalt værksted. Følg hendes oplevelser her på Wood Supply.
Alle er med, når der arbejdes på værkstedet Sandali Wood. (Foto: Morten Bo Johansson).
Med opslagstavlen "HapsHaps" løb Mette Vestergaard sidste år med sejren i FSC Design Award foran 76 andre bæredygtige design.
Hun er nu taget på sin vinderrejse til Tanzania, hvor hun med egne øjne får at se, om en FSC-skov virkelig kan gøre en forskel for natur og mennesker. Samtidig har hun taget udfordringen op med at forsøge at forene danske designtraditioner med tanzanisk håndværk og formgivning.
I samarbejde med FSC Danmark vil vi her på Wood Supply i den kommende tid følge Mette og resten af FSC-delegationen fra sidelinjen. Det sker via en blog, som vi gengiver her på portalen.
Dag 8: Læring og udfordringer
Vi er tidligt tilbage på værkstedet igen. Solen bager allerede, og vi kan høre maskinerne køre. Den afskallede, lyseblå metalport til savværket bliver åbnet, og inden længe står Mette igen sammen med Azim bøjet over arbejdet.
De tester stadig mulige samlinger. Vi vil gerne høre fra Azim, hvorfor han har valgt at starte et FSC-værksted.
- Jeg havde længe faktisk overvejet FSC på værkstedet, men da vi hørte, at de skovområder som I også har besøgt blev certificeret, blev vi interesserede. Og i dag har vi et fuldt FSC-certifikat, forklarer Azim.
- En af de største fordele ved FSC i modsætning til andre skove er, at de er stabile. Med de andre skove ved man aldrig, om der kommer nye regler, eller hvad regeringens dagsorden er, og leverancerne er derfor ustabile. Med en FSC-skov ved vi, at der bliver fældet, og hvor meget der bliver fældet. Det giver en stabil forretning, sustainability in supply kalder jeg det. Samtidig vil jeg gerne støtte de lokale FSC-skove, det er en stor ekstra bonus for mig, at pengene går direkte til de lokale, understreger han.
Vi spørger Azim, hvad hans største udfordringer med FSC er:
- Jeg føler ofte, at den vestlige verden er lidt for god til at dømme Afrika. Man er bekymret for skovene i Afrika, som forsvinder med utrolig hast, og man vil gerne gøre noget ved det. Men ofte føler jeg, at vestlige firmaer er mindre villige til at betale lidt ekstra eller være mere fleksible som et bidrag til en bedre udvikling. Hvis vi skal forbedre forholdene i skovene, er vi nødt til sammen at skabe mere efterspørgsel og udvikling, slutter han.
Gode forhold og høj sikkerhed
Værkstedet er et FSC-værksted, og det betyder, at det har strengere krav end andre til f.eks. sikkerhed. Vi bliver interesserede i nogle af værkstedets medarbejdere, som synes at følge Azim over alt.
- Det er som at se en velsmurt maskine, når de her folk arbejder sammen. Man kan se, hvor vant de er til hinanden, præciserer Mette.
Paulo har arbejdet med Azim i 20 år. Han laver mange forskellige ting og er rigtig glad for at være på værkstedet. En af de tydeligste forskelle på ham og arbejderne, som vi så på ikke-FSC værkstedet, er at han bærer maske.
- Vi bærer altid maske, og høreværn, hvis det er nødvendigt. Desuden bærer vi sikkerhedshandsker, når vi eksempelvis håndterer savklinger, fortæller han.
Samlinger
- Svalehalesamlingerne, som vi øver, er en stærk type samling, og den samles uden lim – styrken her er, at der ikke er produkter udefra, som værkstedet skal vente på, som fx lim eller kiks, og der er ingen kemikalier. Derfor vil det være optimalt, hvis vi kan lave nogle perfekte samlinger, som vi kan vise til virksomheder, som vil arbejde med Azim, fortæller Mette.
Prototypen må vente
Mette skulle også lave prototype af sit vinderdesign ”hapshaps” på værkstedet. Desværre er de templates, som skulle bruges til maskinerne, blevet sendt til kontoret i London og ikke til Tanzania. Det betyder også, at Mette skulle træffe et valg. Ville hun lave opslagstavlen i hånden eller vente og få dem lavet på den rigtige måde.
Mette beslutter at vente.
- Det ville være det nemmeste i verden at lave den i hånden – sådan som jeg selv har gjort med min prototype. Men det ville ikke være fair over for, hvad Azim reelt kan lave her. Jeg vil gerne give ham chancen for at gøre det rigtig godt, siger Mette.
Derfor arbejder Mette og Azim med udvælgelse af træsorter og diskussion af modellen, men selve opslagstavlen vil først blive lavet senere.
