Rejsegilde på nyt Sindby-domicil
Den østjyske handelsvirksomhed, der blandt andet leverer hængsler og beslag, fejrer torsdag, at et nyt domicil nu står i fuld højde.
I dag huserer A/S H. Sindby & Co., som virksomheden rettelig hedder, på fire forskellige adresser, så regnskabschef Martin Nielsen har naturligt nok store forventninger til det færdige byggeri.
- I forhold til at vi i dag ligger på fire forskellige adresser, så bliver det rent logistisk en kæmpe optimering for os, fortæller han.
- Vi kommer også til at kunne udnytte højden meget bedre, da der er tale om en kasseformet bygning. Vi får faktisk færre kvadratmeter, end vi har i dag, men der bliver mere plads volumenmæssigt, fortsætter han.
Færre kvadratmeter, men mere volumen
I alt får Sindby råderet over 600 kvadratmeter kontor og 3.400 kvadratmeter lager i det nye domicil, som ligger på Edisonvej i det nordlige Vejle.
Dermed skiftes den nuværende placering i Skibet øst for Vejle også ud med en mere central placering i forhold til motorvejen.
- Det nye domicil kan ses fra motorvejen, så det bliver meget mere centralt. Projektet skal leveres nøglefærdigt den 1. oktober, og det ser det helt sikkert ud til, vi når. Derefter har vi tre måneder til at flytte ud fra vores nuværende lokaler, slutter Martin Nielsen.