23948sdkhjf

Gabriel-regnskab uden overraskelser

Halvdelen af regnskabsåret 2011/12 er vel overstået, og den nordjyske producent af møbeltekstiler kan registrere en lille stigning i omsætningen.
Med forretningsenhederne FurnMaster og Gabriel Kina som væsentlige drivkræfter formåede Gabriel-koncernen at øge sin omsætning med 2 procent til 128,0 mio. kr. i første halvdel af regnskabsåret 2011/12.

Resultat af primær drift (EBIT) blev 12,0 mio. kr. mod 10,4 mio. kr. sidste år, mens resultatet før skat faldt en anelse fra 12,7 til 12,0 mio. kr.

- Omsætningsstigningen i 1. halvår kan især henføres til koncernens produkter og serviceydelser, der realiseres i forretningsenhederne FurnMaster og Gabriel Kina. Omsætningen i kerneproduktet møbelstoffer til erhvervsmøbler er uændret og påvirket af en afdæmpet efterspørgsel i totalmarkedet, skriver Gabriel i sin halvårsrapport, hvor udviklingen i omsætning såvel som resultat betegnes som forventet.

Salget af møbelstoffer har været opadgående på markederne i Tyskland, Holland, Frankrig, Italien og Kina, mens udviklingen i Danmark, Sverige og Norge har været stabil eller udvist mindre fald.

Fokus på salg og produktudvikling
Gabriels salgs- og produktudviklingsindsats er koncentreret om de internationalt største og markedsførende producenter af erhvervsmøbler. Det er ledelsens opfattelse, at Gabriel udbygger sin markedsandel på de udvalgte kunder og markeder.

Virksomheden har i perioden afsat yderligere ressourcer til salgsafdelingen i bestræbelserne op at fortsætte denne udvikling. Det kan blandt andet aflæses i personaleomkostningerne, der er steget med 11 procent til 17,8 mio. kr. i regnskabsårets første halvdel.

I februar deltog Gabriel på møbelmessen i Stockholm, hvor seks nye produkter samt flere nye farver og kombinationer blev lanceret. Trods fortsat afdæmpet efterspørgsel registrerer Gabriel stor interesse for nye produkter og løsninger blandt de markedsledende producenter af erhvervsmøbler, og i første halvår 2011/12 er der frigivet to nye produkter. Målet for hele regnskabsåret er at lancere otte nye produkter.

Koncernen har desuden en målsætning om, at minimum 30 procent af omsætningen skal stamme fra produkter, der er yngre end fem år. Dette er dog ikke realiseret i første halvår, hvor nye produkter udgjorde 25 procent af omsætningen mod 31 procent i samme periode i fjor.

Forventninger til hele året 2011/12
Gabriel offentliggjorde i november 2011 årsrapporten for 2010/11 med et resultat før skat på 22,5 mio. kr. ud af en omsætning på 242,6 mio. kr.

På daværende tidspunkt forventede ledelsen en omsætning og et primært resultat (EBIT) i 2011/12 på samme niveau, og dette har man ikke fundet anledning til at ændre på baggrund af udviklingen i første halvår.

Det er imidlertid ledelsens opfattelse, at usikkerheden på det internationale marked for erhvervsmøbler er tiltaget siden starten af 2012, og derfor skal forventningerne til årsresultatet tages med forbehold, lyder det.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079