23948sdkhjf

Phd.-samarbejde giver Fritz Hansen værdifuld viden

Hvad er sammenhængen mellem luksus og dansk møbeldesign, og hvad forbinder Fritz Hansens kunder med luksus? Det har Stine Liv Buur brugt de sidste tre år på at besvare.
Tilbage i 2008 tog Stine Liv Buur kontakt til Fritz Hansen for at undersøge, om virksomheden kunne være interesseret i et samarbejde omkring en erhvervs-phd.

Dengang ville stort set hele den vestlige verden have luksus, og Stine Liv Buur startede ud hos Fritz Hansen i Allerød med den idé, at hun skulle forske i dansk møbeltradition og luksus. Finanskrisen ville det imidlertid anderledes.

- Jeg regnede med, at skulle lave brugercentreret design, udvikle prototyper på nye luksusmøbler og spørge kunderne, om det var luksus. Men da jeg så starter i begyndelsen af 2009, krakker det hele. Også hos Fritz Hansen. Pludselig betyder luksus ikke længere så meget, og i stedet talte hele det internationale marked om kvalitet og back to basics, siger den 36-årige phd.-studerende til sn.dk.

Vigtig viden
Luksus blev dog alligevel Stine Liv Buurs udgangspunkt. For hende var det stadig interessant at undersøge, hvad der er afgørende for, at noget er luksus, og noget andet ikke er:

- Uanset hvad, er den viden vigtig at have for Fritz Hansen. Det var stadig interessant, at møblerne er designet med et formål, men senere fik en anden betydning, nemlig luksus, siger hun til sn.dk og fortsætter:

- Luksus er stik mod, hvad den danske møbeltradition står for. Den står for noget enkelt, humanistisk, for social ansvarlighed. Det er ikke synonym med luksus, siger Stine Liv Buur. Hun er snart er klar til at afslutte sin phd. med en udgivelse, der foreløbigt har fået titlen ”Dansk Møbelkultur og luksus”.

Direktør hos Fritz Hansen, Jakob Holm, fortæller til sn.dk, at Fritz Hansen har lært meget af at have en erhvervsphd. tilknyttet.

- Stines ophold har været en fantastisk ’driver’ for designforståelsen og kombinationen af design- og luksusbegrebet, skriver han i en mail til avisen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093