23948sdkhjf

Møbelkopister fortsætter ufortrødent

Møbelbranchens sejr i retten tilbage i marts måned ser ikke ud til at stoppe de britiske producenter, der sælger kopier af kendte designermøbler.
- En vigtig dom for os, lød det fra Fritz Hansens administrerende direktør Jakob Holm, da byretten i Hillerød afgjorde, at britiske Voga Furniture ikke længere må markedsføre sine produkter i Danmark.

Men indtil videre har dommen tilsyneladende ikke haft en effekt. Det skriver Berlingske Business og henviser til en undersøgelse, som avisen har foretaget.

Stor efterspørgsel i Danmark
Berlingske Business har talt med nogle af de britiske firmaer, og her lægger man ikke skjul på, at der fortsat sælges møbler til danskere i stor stil.

- Alt, hvad vi foretager os, er lovligt. Vores website er på engelsk, og via det kan vi henvende os til alle potentielle kunder i Europa, siger Liam Butler, Managing Director hos voga.com til avisen.

David Friedman, der er CEO hos Classic Furniture 4 U, kalder Danmark for et vigtigt marked og vurderer, at Skandinavien i dag udgør cirka 40 procent af firmaets samlede omsætning.

- Vi gik ind på det danske marked, fordi vi oplevede en stor efterspørgsel på møblerne fra danskerne. Danske designklassikere kom tilbage i modebilledet, og det er en af de væsentlige grunde til, at vi har en god forretning i dag, siger han og anslår overfor Berlinske Business, at et par hundrede danskere købte møbler hos firmaet i 2011.

Kræver politisk indgreb
De to virksomheder kan drive forretning i England, fordi ophavsretten maksimalt kan beskyttes i 25 år ifølge britisk lovgivning. I Danmark og resten af EU er det 70 år.

Ifølge Berlingske Business har Møbel + Interiør Brancheforeningen de seneste måneder forsøgt at få europaminister Nikolai Wammen til at tage problemet op med henblik på at presse en harmoniseret lovgivning igennem. Det har indtil videre været forgæves.

Håbet er nu, at Storbritannien selv vil ændre lovgivningen, og ifølge Berlingske Business skal landets politikere formentlig tage stilling til spørgsmålet den 11. juni. Ændrer briterne ikke lovgivningen, må der andre midler i brug, mener Keld Korsager, direktør i Møbel + Interiør.

- Så må vi forsøge at få de danske politikere til at kriminalisere private personers køb af kopiprodukter. Det kan blive nødvendigt, hvis man fra politisk hold ønsker et samfund, hvor design står højt på dagsordenen, siger han til avisen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078