En dansk møbelsucces i Ry
Akva Waterbeds har kørt med sorte tal gennem hele krisen med hele EU som hjemmemarked. 97 % af omsætningen kommer fra eksport, og deri ligger forklaringen på fem års vækst.
Det, der startede med import af amerikanske vandsenge og afsætning i egne butikker, er i dag en dansk produktionssucces med eksport til 30 lande.
Danskernes fordomme satte gang i eksporten
EU, og især de tysktalende lande, leverer de største bidrag til Akva Waterbeds’ omsætning.
- Der er store traditioner for kurbade i bl.a. Tyskland, Østrig, Schweiz, Norditalien og Frankrig, hvor også vandsenge indgår. Derfor er det yderst attraktive og vigtige markeder for os, siger indehaver Lars Brunsø i et interview med Jyllandsposten (JP).
Her fortæller han også, at det var danskernes fordomme mod vandsenge, der blev startskuddet til Ry-virksomhedens vækst:
- Vi var tvunget ud på eksportmarkederne. Vækstmulighederne er jo meget større end på et lille hjemmemarked med 5 mio. indbyggere. 5 pct. af europæerne sover på vand, siger Lars Brunsø.
Udvikling og produktion skal være samlet
Akva Waterbeds beskæftiger ca. 40 medarbejdere på fabrikken i Ry. Virksomheden har, som mange andre, forsøgt sig med outsourcing, men efter en periode med produktion i Polen blev den strategi lagt i graven.
- Vi er ordreproducerende, så hver eneste seng er fremstillet til den specifikke kunde. For en virksomhed som denne er innovation helt afgørende, og den fortsatte udvikling kan vi sikre ved, at vi alle er i samme hus. Halvdelen af de produkter, som vi nu producerer, var ikke på programmet for tre år siden. Udvikling og produktion skal være samlet under samme tag, fastslår Lars Brunsø over for JP.
Han forventer, at 2012 bliver et år med ny vækst og sætter her sin lid til øget samarbejde med forhandlerne, der består af udvalgte, individuelle butikker på de respektive markeder. Han ser desuden et vækstpotentiale markedet for care-produkter. Endelig har Lars Brunsø forventninger til et nyt tiltag, hvor Akva Waterbeds, i samarbejde med en tysk producent af solceller, har, udviklet en seng, hvor vandet opvarmes af solenergi.