Howe vender problemstillingen på hovedet
Møbelproducenten fra Middelfart er stødt på flere forhindringer undervejs i sit arbejde på en grøn profil. Derfor er man nu begyndt at hjælpe leverandørerne med certificering og rådgivning.
Virkeligheden viste sig imidlertid at være en anden. Markedet var ganske enkelt ikke klar, og den ventede efterspørgsel var ikke til stede.
- Virkeligheden er ikke altid sådan, at man kan stille ultimative krav til sine leverandører. Selvom vi blev certificeret, var det nødvendigt, at vores leverandører også blev det for at vi kunne sikre levering af bæredygtige FSC- og PEFC-certificerede møbler, fortæller Miljøkoordinator Helle Rex fra Howe.
Dyr konsulentbistand
En stor del af leverandørerne i møbelbranchen er mindre virksomheder, og for dem er en certificering en stor investering, som vil kræve mange udgifter til bl.a. konsulentbistand.
Som møbelvirksomhed kan det derfor være svært at source certificeret materiale, uden at det går udover prisen. Hos Howe opdagede man derfor ret hurtigt, at man løb hovedet mod en mur. Rigere på erfaring besluttede Howe at levere certificerede produkter – men kun på forespørgsel.
- Samtidig allierede vi os med træimportøren Tracer, og tilføjede dermed endnu et led i kæden, forklarer Helle Rex.
Nytænkende idéer
Howe havde dog ikke opgivet visionen om 100 procent certificerede møbler. Virksomheden kæmpede videre, og en mulig løsning viste sig, da problemstillingen blev vendt på hovedet.
- Vi måtte erkende, at vi ikke kom langt med at stille krav om certificering til vores leverandører. I stedet har vi tænkt på en ny og anderledes måde, hvor vi tilbyder vores leverandører hjælp til certificering, siger Helle Rex.
Denne løsning betyder, at leverandøren slipper for dyre udgifter til konsulentbistand og i stedet får hjælp, råd og vejledning fra kunden. Hos Howe har man indtil videre hjulpet to leverandører med certificering på denne måde. Det betyder, at Howe nu nærmer sig en situation, hvor FSC- og PEFC-certificerede møbler endelig kan blive en realitet.
Med i overvejelserne var, at løsningen ville give konkurrenter med samme leverandører en fordel, men det er en risiko, som Howe er villig til at løbe:
- Fordi vi tror på, at vi stadig vil være et skridt foran dem på det grønne område, afslutter Helle Rex.