23948sdkhjf

Fremtidens arkitekter er klodset op på en bund af vestjysk affaldstræ

Hvor mange træklodser kræver det at dække 2.200 kvm gulv på en nybygget arkitektskole? Omkring 330.000 viser erfaringen fra den unge upcycling-virksomhed Norto, der med det seneste projekt har fået en prominent reference i bogen. 

Holdet bag Aarhus’ nye arkitektskole, der i øvrigt er landets første nybyggede af slagsen, satte nemlig genanvendelse og upcyclede materialer højt på ønskelisten, da byggeriet skulle udtænkes. Til gulvene faldt valget på de klodsgulve, Norto har skabt i samarbejde med udviklingspartneren A:gain, og som virksomheden fremstiller af fyrretræsafskær fra søstervirksomheden VTI, Vinderup Træindustri. 

– Det er en relativt stor ordre for en ung virksomhed som os, lyder det fra Jacob Wernberg, adm. direktør for Norto og VTI. 

En ordre med sidevogn

Det er omtrent to år siden, de første resttræsprodukter blev sat til salg, og Jacob Wernberg understreger, at Norto stadig er i opstartsfasen. Det er således lidt af et scoop, at virksomheden med en enkelt ordre får præsenteret sig for de, der kommer til at tegne fremtidens byggerier. 

– Jeg glæder mig nok mest over, at samtlige nyudklækkede arkitekter fra skolen kommer til at betræde vores gulv. Det, synes jeg, er en kæmpe cadeau, siger Norto-direktøren, der retter tilsvarende cadeau mod bygherre. 

– Skolen har virkelig turdet vælge nogle løsninger, hvor de går forrest på anvendelsen af upcyclede materialer, ikke bare på gulvene men bredt igennem byggeriet.

Og den helhedsorienterede tilgang til genanvendte materialer var desuden med til at sikre opstartsvirksomheden endnu en ordre.

– De ringede efter gulvleveringen og spurgte, om vi kunne levere 650 skriveborde, uden de på det tidspunkt vidste, at vi også havde leveret gulvene til dem – dels var det jo en lidt sjov gimmick, men det er også fedt, at vi får lov at byde ind på flere fronter, for vi kan virkelig fremstille meget forskelligt af det her affaldstræ, fortæller Jacob Wernberg. 

Jagter legekammerater med rester 

Og planen er, at der i fremtiden skal komme endnu flere forskellige produkter ud af hallerne i Vinderup. 

– Næste trin i Norto er hybridmaterialer. Vi kombinerer allerede træet med eksempelvis affaldsplast opsamlet i verdenshavene i vores lyddæmpende produkter, men jeg ser også alle mulige andre restmaterialer, som vi kan tage ind hver for sig eller i kombination, forklarer direktøren, der peger på jern, stål, plast eller andet industrielt affald.

Dermed er der også tale om materialer, man ikke længere blot kan hive op af en søstervirksomheds container, så nu er jagten sat ind på nye materialestrømme og måske endda nye samarbejdspartnere. 

– Enten skal vi ud at finde affald, eller også skal vi finde nogle, som både har materialerne og lyst til at samarbejde og så udvikle nogle fælles produkter, lyder de umiddelbare fremtidsplaner. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.068