23948sdkhjf

Kontorkæmpe genfinder væksten og kan skimte milliarden

Salget af kontormøbler og – artikler har igen taget fart hos kontorkæmpen Scan Office efter et atypisk 2019/20, hvor værnemidler var med til at holde hånden under toplinjen.  

Det fortæller ejer og direktør Finn Viggo Nielsen, der netop har sat sin underskrift på et 2020/21-regnskab med fremgang på samtlige nøgletal.  

– Væksten skyldes jo til dels, at vi året forinden oplevede en lille tilbagegang, men vi har også haft rigtig godt gang i salget, og værnemidlerne har udgjort en langt mindre del af omsætningen, så det er på vores kerneforretning, væksten er hentet, fortæller Scan Office-direktøren til Wood Supply.  

Og vækst har der så afgjort været. Toplinjen er steget 20 pct. til en samlet omsætning, der for første gang passerer de 700 mio. kr., mens driftsresultatet (EBITDA) er vokset 40 pct. til godt 100 mio. kr.  

– Vi oplevede, at markedet kom tilbage i sommeren 2020, og siden er det gået rigtig stærkt, fortæller Finn Viggo Nielsen, der peger på, at også 2020’s udbudssejr på SKI-aftalen om møbellevering til staten har skæppet godt i kassen.  

Et travlt år 

Det er imidlertid ikke kun værnemidler, kontormøbler og –artikler, Scan Office har handlet med det seneste år. I sensommeren blev det også til en virksomhedshandel, da selskabet overtog familievirksomheden Mogens Daarbak A/S, og der har således været nok at se til de seneste måneder.  

– Vi kom relativt hurtigt i mål med integrationen af Daarbaks møbeldivision, og nu arbejder vi på at få kontorforsyningen og de tilstødende områder over på et fælles IT-system, som vi forventer at være i mål med omkring 1. marts, fortæller Finn Viggo Nielsen, der er overordentlig godt tilfreds med seneste tilføjelse til forretningen.  

– Vi er superglade. Vi synes, at virksomhederne komplementerer hinanden, som vi havde forventet, og Daarbak har for eksempel stået stærkt på kundesegmenter, vi ikke har været så meget i – blandt andet de store kædekunder og større virksomheder, fortæller Finn Viggo Nielsen.  

Opkøbet har dog ikke sat sig spor i 2020/21-regnskabet, der blev lukket ved udgangen af august, og fusionen slår således først igennem i indeværende regnskabsår, hvor Scan Office forventerat ramme en omsætning på omkring 1 mia. kr.  

Mod på mere 

Finn Viggo Nielsen regner altså ikke med, at travlheden aftager lige med det første.  

– Tempoet er stadig højt, og der er et godt momentum i alle grene af forretningen i øjeblikket, fortæller han.  

Således bliver den kommende tid primært et spørgsmål om at holde snuden i sporet og få de 150 nye kolleger helt på plads i organisationen, mens der også fortsat skal investeres i fremtiden.  

– De sidste fem år har vi haft et positivt cash flow på 300 mio. kr. og de 299 har vi investeret i virksomheden igen – vi er ikke en familie, der trækker millioner ud, vi vil hellere investere i at fremtidssikre virksomheden, siger Finn Viggo Nielsen, og udpeger teknologi, grøn omstilling og dygtige medarbejdere som tre vigtige investeringsområder.  

Også opkøbet af Daarbak blev gjort med sigte på fremtiden.  

– At der skulle være to familieejede, danske selskaber i konkurrence med de store kapitalfondsejede, var ikke holdbart, så vi ser opkøbet som en fremtidssikring. Jeg føler mig sikker på, at konsolideringen af markedet fortsætter fremover – og den er vi klar til fortsat at tage del i, fastslår Scan Office-direktøren. 

Scan Office Group A/S
mio. kr. 2020/21 2019/20
Nettoomsætning 704,6 588,5
Resultat af primær drift (EBIT) 94,5 61,1
Resultat før skat 92,5 61,2
Årets resultat 71,5 47,7
Balancesum 400,2 169,9
Egenkapital 180,5 116,0
Gns. antal ansatte 187 194
Regnskabsåret blev afsluttet 31. august 2021.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062