23948sdkhjf

Dansk møbeleksport sætter rekord – runder 20 milliarder

Det var ikke kun de danske forbrugere, der sidste år vekslede rejsebudgetter til forbrugsgoder som møbler. Også på udemarkederne har de danske møbelproducenter haft god vind i sejlene, og 2021 blev således et rekordår for den danske møbeleksport.  

Det viser en ny analyse fra Sydbank ifølge Børsen.  

Møbeleksporten rundede sidste år 20,7 mia. kr. svarende til en stigning på 19 pct. fra 2020, og selvom Tyskland, Norge og Sverige fortsat udgør branchens største eksportmarkeder, er de asiatiske forbrugere for alvor ved at få øjnene op for dansk design.  

Det oplever man blandt andet hos klassikerproducenten Fritz Hansen. Her fortæller salgs- og marketingdirektør Lars Hardboe Galsgaard, at man i fjor tæt på fordoblede omsætningen på de asiatiske markeder. 

– Folk har været mere opmærksomme på køb-og-smid-væk-kulturen og har haft lidt større budgetter. Det betyder, det især er de ikoniske og klassiske produkter fra Arne Jacobsen, Poul Kjærholm og Piet Hein, som der er stor efterspørgsel på,  fortæller han om den stigende asiatiske interesse. 

Globalt set udgør Sydkorea koncernens næststørste marked, mens Japan kommer på en tredjeplads, men det er ikke kun mod Øst, Fritz Hansen har set eksporten vokse. Til avisen fortæller Lars Hardboe Galsgaard, at der det seneste år har været tocifret vækst på alle væsentlige markeder.  

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081