Midtjyder bygger håndværkerhotel i moduler
Byggeaktiviteten i hovedstadsområdet har de seneste år været så høj, at det i perioder kan være svært at finde indkvartering til de mange håndværkere, der rejser til det københavnske for at bistå byggerierne. Det får nu tre søskendepar til at gå sammen om at bygge et nyt håndværkerhotel på Estland Alle i Høje Taastrup med navnet MyHotel.
Det er den midtjyske producent af præfabrikeret modulbyggeri Concept Living, der står for opførelsen af det nye håndværkerhotel, som er godt i gang.
Valget faldt på netop modulbyggeri, da der ifølge medinvestor i MyHotel Mikkel Merrild ikke er tid at spilde:
- Beskæftigelsen i bygge- og anlægssektoren har sjældent været højere, end den er i dag, og vi oplever i perioder, at tilrejsende håndværkere har svært ved at finde indlogering i København og omegn. Derfor var vi på udkig efter en løsning af høj kvalitet, der samtidig kunne realiseres inden for relativt kort tid, og det var blandt andet én af grundende til, at vi valgte Concept Living til opgaven, siger han i en pressemeddelelse om projektet.
Det nye håndværkerhotel kommer til at bestå af 34 enkeltværelser med eget bad og toilet fordelt på to etager samt et fælleshus med opholdsrum og fælles køkken.
- Vi har i vores produktion i Engesvang mulighed for at klargøre byggepladsen sideløbende med, at modulerne produceres. Kombineret med vores mange års erfaring med modulbyggerier til hoteller kan vi derfor levere byggeriet inden for kun fire måneder. På den måde kan bygherren hurtigst muligt – og mens byggeaktiviteten fortsat er høj – hurtigt komme i gang med udlejningen af de mange værelser, lyder det fra direktør hos Concept Living, Kjeld S. Facius.
Må for alt i verden ikke minde om en skurby
Leveringshastighed er dog ikke det eneste parameter, Concept Living er blevet valgt ud fra. Det nye hotel skal nemlig være skræddersyet til håndværkere, og det stiller ligeledes krav til hotellets æstetik og design:
- Ét af de væsentligste krav fra bygherre var, at hotellet for alt i verden ikke må minde om en skurby, men derimod et hotel af høj kvalitet. Herudover skulle værelserne og de tilhørende modulbyggede badeværelser også være i en fornuftig størrelse, der passer til den gængse håndværker, fortæller Kjeld S. Facius.
Byggeriet forventes opført i uge 20.