HTH sætter dato på tysk indtog
Efter flere års tilløb er Nobia-ejede HTH nu klar til at indtage Tyskland, hvor den første butik slår dørene op til foråret.
Det fortæller Jesper Gylling Olsen, direktør for internationale brands hos den svenske køkkenkæmpe.
– Vi har fået sat underskrift på ti tyske franchisebutikker, hvor den første åbner til maj i Düsseldorf, og vi regner med at kunne åbne den første nordtyske butik i Hamborg i sensommeren, lyder det.
Lidt senere end planlagt
Det er halvandet år siden, Jesper Gylling Olsen for første gang meldte klar til en ekspansion mod syd, og oprindeligt var intentionen, at de første butikker skulle være åbnet i fjor.
I den tyske støbeske
HTH har underskrevet kontrakter med to multifranchisetagere i henholdsvis Nordrhein-Westfalen i vest og Hamborg i nord.
I Nordrhein-Westfalen, der er Tysklands mest folkerige delstat, har HTH og franchisetager Arne Kristiansen indgået aftale om i alt seks butikker, hvoraf de fire åbner over de kommende 12 måneder.
I Hamborg-området barsler franchisetager Bruno Schuster med fire butikker, hvor den første forventes at åbne i sensommeren 2022.
HTH leder fortsat efter flere samarbejdspartnere i landet.
– Under pandemien har vi stået i en situation, hvor vi kunne sælge alt i Norden, så det har været vigtigt at sikre os, at vi i hele værdikæden kan leve op til leveringssikkerheden og også har kapaciteten til at stå imod en øget efterspørgsel fra et nyt marked, forklarer direktøren.
Derfor er pandemitiden i stedet blevet brugt på at kigge både ind og ud, og såvel forsyningskæden som det nye marked er blevet gået efter i sømmene.
– Vi har gjort et stort stykke arbejde med at undersøge, hvordan vi bedst rammer forbrugerne, både hvad angår den geografiske placering og kundegrundlaget i landet, fortæller Jesper Gylling Olsen, der dog ikke bilder sig ind, at det forestående markedsindtog dermed bliver uden overraskelser.
– Vi skal være meget opmærksomme på, hvordan vi tapper ind i de tyske forbrugere, og det kan være nødvendigt med nogle tilpasninger i sortimentet – vi rammer nok ikke helt præcist i første fase, det er vi bevidste om, og vi er klar til at favne de udfordringer, der måtte komme, fastslår han.
En velafprøvet model
Skønt Jesper Gylling Olsen er på vej ind i ukendt land, fejler gåpåmodet altså ikke noget, og han understreger, at mens terrænet er nyt er selve øvelsen det ikke.
– De seneste år har vi åbnet en række butikker i Norden, så vi har helt klare processer og strukturer for alt fra store building, onboarding og store opening til egentlig drift – alt det har vi jo prøvet før, forklarer køkkendirektøren, der tidligere har fortalt om HTH’s strategi for nye markedsindtog.
– Selvom B2B er vores klare hovedmarked, har vi god erfaring med de første år at opbygge en forretning på baggrund af B2C og derigennem sikre os de rigtige kompetencer og placeringer, fortalte Jesper Gylling Olsen, da ekspansionsplanerne blev afsløret i efteråret 2020.
Det er altså en velafprøvet model, køkkenkæden nu er klar til at tage med syd på, og direktøren glæder sig over, at man med ti butikker på vej får slået sin ankomst ganske eftertrykkeligt fast.
– Vi står i en situation nu, hvor vi tager skridtet helt og har skrevet under på et tocifret antal tyske butikker – det, synes jeg, er flot, og vi føler os egentlig velforberedte og klar til opgaven.